William Kvist har spillet flere hundrede kampe i Parken. Men aldrig før som gæst.

- FC København vil altid være en del af mit liv, og jeg vil altid følge dem.

Det kunne lyde som en strofe fra fra en af de sange, de mest inkarnerede FCK-tilhængere synger i Parken hver anden weekend. Men nej, ordene kommer fra en spiller i en af tysk fodbolds store og traditionsrige klubber VfB Stuttgart.

Det er naturligvis ikke en hvilken som helst spiller, der lufter den slags følelser om en klub, der ikke betaler hans løn. Manden bag ordene er William Kvist. Gennem næsten to årtier kæmpede han så sveden sprang for FC København og moderklubben KB.

Torsdag aften er han tilbage i Parken, men det sker ikke med FC Københavns løve på brystet. I stedet står der VfB Stuttgart på trøjen, når landsholdsspilleren kigger sig i spejlet før kampen.

- Jeg har glædet mig meget, og det er sjovt at sidde her i Stuttgart-tøj. Det er en smule emotionelt, men godt at være her igen, siger William Kvist om hjemkomsten til København og Parken.

Kvist startede i KB som otte-årig, og han er vokset op som fan af FC København. Men sidste sommer - i en alder af 26 år - skiftede han til Bundesligaen og VfB Stuttgart. For få uger siden spillede han for første gang mod sine gamle holdkammerater. Nu sker det igen, men denne gang i de rammer, midtbanemanden kender bedre end de fleste.

- Det er altid svært at vide, hvordan FC Københavns fans vil tage imod mig, men i Stuttgart var de medrejsende fans rigtig søde og råbte en masse pæne ting. Det blev jeg rigtig, rigtig glad for. FCK-tiden har betydet ekstremt meget for mig, og den har været en stor del af mit liv. Derfor er jeg også glad for, at de husker mig for noget positivt. Det håber jeg gentager sig, forklarer Kvist inden gruppekampen i Europa League.

Da FC København og Kvists nye klub ramlede sammen i oktober, blev der ikke fundet en vinder. Men det skulle gerne ændre sig i aften. Midtbane-ankeret tørster at vise venner, familie og hvem der ellers tager plads i Parken og foran TV-skærmene, at han tog et skridt frem, da han flyttede syd for grænsen.

- Jeg vil selvfølgelig gerne vinde. Nu spiller jeg på et bedre hold og i en bedre liga, og det håber jeg at vise. Men taber vi til FC København, betyder det ikke, at jeg spiller på et dårligere hold, eller at mit klubskifte var dumt. Slet ikke, fastslår William Kvist, der nøjagtig, som han gjorde inden de to holds første kamp, har hjulpet Stuttgart-træner Bruno Labbadia med taktiske råd om den klub og de spillere, han kender så godt.

Derfor falder det også tilbage på Kvist, hvis tyskerne taber i Parken.

- Hvis vi taber den her kamp, er William skyld i det, fordi han har givet os de forkerte råd, siger Bruno Labbadia med et grin, der afslører, at han ikke er blottet for sarkasme.

En af de spillere, William Kvist kan rådgive den tyske træner om, er Nicolai Jørgensen. De to har godt nok ikke spillet sammen for FC København, men på landsholdet har Kvist stiftet bekendtskab med Løvernes bedste spiller dette efterår. For fire uger siden blev den alsidige offensivspiller skadet, men nu er han tilbage og klar til det, der efter alt at dømme bliver en jokerrolle mod VfB Stuttgart.

- Min filosofi er, at hvis en spiller er i truppen, så er han også i stand til at spille, siger FCK-træner Ariël Jacobs.

Og det skal han ikke sige to gange. 21-årige Jørgensen er klar til igen at træde ind på dét FCK-hold, han i begyndelsen af efteråret dominerede med både mål og præstationer af international karakter.

- Jeg er klar, men jeg mangler selvfølgelig lidt kampform og lidt flere træningspas. Jeg kommer med en kæmpe lyst og en stor sult, og jeg er klar på at kæmpe endnu hårdere, end før jeg blev skadet. Sulten er vokset indeni, og jeg føler, at jeg har noget at bevise, forklarer stortalentet.