Den danske landsholdsspiller William Kvist var for tredje kamp i træk med i startopstillingen hos den engelske Championship-klub Wigan.

Desværre for Kvist har danskeren endnu ikke prøvet at vinde for den tidligere Premier League-klub - således blev det mandag aften til et 1-2-nederlag hjemme mod Ipswich.

Kvist spillede hele kampen på Wigans midtbane, og herfra kunne han se gæsternes Luke Hyam score efter 20 minutters spil. I anden halvleg fordoblede irske Connor Sammon føringen for Ipswich.

Otte minutter før tid reducerede Wigans indskiftede Martyn Waghorn, men da var det for sent for Kvist & co.

Efter otte runder ligger Wigan placeret på en noget skuffende 17.-plads i den næstbedste engelske række. Ipswich er på syvendepladsen - et point fra en playoff-udløsende sjetteplads.

William Kvist skiftede på den sidste dag af sommerens transfervindue til den engelske klub fra tyske Stuttgart. I sidste sæson var han lejet ud til Premier League-klubben Fulham, der endte med at rykke ned.