Crystal Palaces unge stjerneskud Wilfried Zaha har selvtilliden i orden.

Den kun 20-årige årige Wilfried Zaha har i denne sæson kastet glans over den næstbedste engelske række, og opmærksomheden omkring den unge engelsk-ivorianer er støt stigende. Og så er det svært at holde benene på jorden.

- Medmindre jeg kigger på Ronaldo eller Messi, så ville jeg aldrig kigge på en anden spiller og tænke, at han er bedre end mig, proklamerer Zaha bramfrit til The Daily Mail.

Indtil nu har Zaha været afgørende for Crystal Palaces førsteplads i The Championship, og angriberen savner da også nye udfordringer.

- Jeg tænker på Premier League hele tiden og spekulerer på, hvornår jeg får lov til at møde nogle bedre forsvarsspillere, fortæller Zaha, som også har en plan til at komme forbi Ashley Cole.

- Jeg ville trække ind i banen og så løbe direkte mod ham.

Men Zaha er ikke ene om de høje tanker. Arsenal er ifølge rygterne ellevilde efter at få talentet til klubben i januar, ligesom Roy Hodgson har indkaldt ham til det engelske A-landshold forud for venskabskampen mod Sverige.