Michael Krohn-Dehli har haft en forrygende sæson, og allerede i marts blev der i spanske medier skrevet, at han har bestået lægetjek i storklubben Sevilla og er klar på en to-årig kontrakt.

Men endnu er skiftet fra Celta Vigo, hvor landsholdsspillerens kontrakt udløber efter denne sæson, ikke meldt officielt ud.

Sikkert er det dog, at Michael Krohn-Dehli forlader sin nuværende klub, og selv om han ikke ville bekræfte kontrakten med de nykårede Europa League-mestre fra Sevilla i landsholdslejren i Helsingør, medgiver han, at han heppede på det spanske mandskab i onsdagens finale mod Dnipro Dnipropetrovsk.

»Som spiller i Spanien holder man med de spanske hold, så selvfølgelig holdt jeg med Sevilla,« siger Michael Krohn-Dehli, der snart vil løfte sløret for, hvor han skal spille i fremtiden.

»Der går nok ikke så lang tid. Jeg kommer nok ikke til at spille i en mindre liga. Jeg føler mig i god form, og jeg har mod på mere.«

For kun en uges tid siden blev Michael Krohn-Dehli, der spiller på den centrale midtbane i Celta Vigo, målt til at være den mest løbestærke spiller i den spanske række. Her tilbagelægger han i gennemsnit 10,7 km per kamp.

»Jeg har også spillet inde i midten på andre tidspunkter, men jeg tror bare, at det hele går op i en højere enhed nu. Jeg har ingen skader. Jeg har haft utroligt mange problemer med nogle forskellige ting tidligere i min karriere, og i år har jeg slet ikke haft det, og det har da hjulpet en del,« siger Michael Krohn-Dehli, som ikke vil afvise at spille samme position på landsholdet, hvis landstræner Morten Olsen vil have ham til det.

»Jeg spiller, hvor der er brug for mig, og sådan vil jeg altid være.«

31-årige Michael Krohn-Dehli udtrykte i landsholdslejren glæde over den udvikling, han har gennemgået, siden han i sommeren 2012 skiftede Brøndby ud med den i spanske termer lille klub Celta Vigo.

»Jeg skiftede ned til en klub, som lige var rykket op, og vi har forbedret os fra sæson til sæson, og jeg har udviklet mig med klubben - på en lidt anden position måske, så det har nok været et rimeligt perfekt skifte for mig.«

»Jeg har været ganske godt tilfreds med min sæson. Jeg synes, at jeg har præsteret på et stabilt og højt niveau i hele sæsonen. Jeg har været i god form og været skånet for skader og sådan nogle ting, så jeg er ganske godt tilfreds.«

Flere af de landsholdsspillere, hvis klubber er gået på sommerferie i udlandet, træner i disse dage med dele af U21-landsholdet op til de kommende landskampe mod Montenegro og Serbien i juni.