Krohn-Dehli om interesse: Må gøre noget rigtigt

Krohn-Dehli er smigret over interesse fra andre klubber, men understreger, at han ikke skal noget steder.

Han har spillet stort set alle kampe fra start og fået fuld spilletid i næsten dem alle. Og så har Michael Krohn-Dehli tilmed fået stor ros for sin præstationer. Det har fået andre klubber til at rette søgelyset mod den danske kantspiller.

Klubber som Sevilla og Betis holder angiveligt øje med Celtas dansker. Og selv om Krohn-Dehli ikke tænker på at skifte, så føler han, at han gør noget rigtigt.

- Jeg tænker slet ikke på, at andre klubber holder øje. Jeg ved ikke noget om det og har heller ikke hørt noget om det. Men jeg skal jo ikke nogen steder, jeg er lige kommet hertil, siger Krohn-Dehli til sporten.dk.

Han føler sig dog smigret over interessen.

- Men det er da kun godt, at der bliver lagt mærke til én på den måde. Det fortæller jo, at man gør nogen ting rigtigt, siger han og fortsætter:

- Men lige nu tænker jeg ikke på, om dette skal være et springbræt til noget andet. Jeg tager en uge og en kamp ad gangen, siger Krohn-Dehli.

Selv om Celta i øjeblikket kun er ét point fra nedrykningsstregen, føler Krohn-Dehli alligevel, at han er en succes, fordi han får lov til at spille det spil, han er bedst til, og fordi oprykkerklubben vidste nøjagtigt, hvilken type spiller de købte.

- Her i Celta spiller er mit udgangspunkt i venstresiden, men jeg har en fri rolle, hvor jeg kan bevæge mig frit rundt. En af grundene til, at jeg har spillet så meget, og at jeg er faldet godt til, er, at de vidste, hvad de hentede, og hvad jeg var for en type. Jeg har simpelthen fået lov til at spille det spil, jeg kan, siger Krohn-Dehli og tilføjer:

- Jeg regner da ikke med, at vi rykker ned. Det er slet ikke noget jeg vil tænke på, siger han.

Læs også: