Michael Krohn-Dehli og FC Sevilla tabte 0-3 mod Atlético Madrid, da sydspanierne søndag aften fik besøg fra hovedstaden.

Den danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli startede på bænken for sin ny klub, FC Sevilla, da holdet tabte 0-3 hjemme mod Atlético Madrid, men han kom på banen midtvejs i anden halvleg, da Atlético kun førte med et enkelt mål.

Det mål blev scoret af Koke ti minutter før pausen efter energisk opspil af den franske stjerne, Antoine Griezmann.

Målet tvang hjemmeholdet til at satse, men 12 minutter før tid spadserede Atléticos defensive midtbanespiller, Gabi, igennem Sevilla-forsvaret og sendte bolden i mål med et skud fra 25 meters afstand.

Syv minutter senere slog Jackson Martinez sejren fast efter en god et-to kombination med Antoine Griezmann.

Dermed står Atlético Madrid med seks point for to kampe ligesom FC Barcelona, og dermed er der lagt op til storkamp i næste runde, hvor de to seneste års spanske mestre møder hinanden på Atléticos hjemmebane, Estadio Vicente Calderon.

Inden da er der dog pause p.g.a. EM-kvalifikationskampe.

FC Sevilla har blot et enkelt point efter de første to runder.

La Liga føres lidt overraskende af Celta Vigo og Eibar, der ligesom Atlético Madrid og FC Barcelona har vundet begge deres første kampe.