KØB PLUS!

Krohn-Dehli dukkede Real Madrid

Michael Krohn-Dehli lagde op til kampens første mål, da Celta Vigo slog Real Madrid i Copa del Rey.

Michael Krohn-Dehli tog i sommer turen fra Brøndby til Celta Vigo efter flere gode sæsoner i Superligaen og på det danske landshold. Udsigten til store oplevelser mod hold som Barcelona og Real Madrid har nok spillet ind på den beslutning, og i aften mødte den danske landsholdspiller så netop Real Madrid.

Det spanske mesterhold var på besøg hos Celta Vigo til en omgang pokalfodbold, og det med et hold der blandt andre bød på profiler som Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Xabi Alonso. Men stjerner eller ej så sørgede Krohn-Dehli for at bringe sig selv i centrum.

Kantspilleren var nemlig manden bag kampens første mål, da han lagde op til Bermejo ti minutter efter pausen. Med en god skudfinte satte Krohn-Dehli en frembrusende Real Madrid-spiller af og lagde bolden fladt ind i feltet, hvor Bermejo på bageste stolpe slog til.

Inden da havde Krohn-Dehli allerede fået vist det gule kort for en hård tackling på Varane.

Godt ti minutter før tid sørgede Bustos for et noget nær optimalt resultat for Celta Vigo. Indskifteren bankede et drømmemål i kassen fra 25 meters afstand, og så var Real Madrid i knæ. Igen - fristes man til at sige om det noget underpræsterende mesterhold. Der blev dog reduceret, og det var Cristiano Ronaldo, som sørgede for målet, der kan vise sig afgørende.

Sejren til Celta Vigo giver bedre muligheder for avancement til Copa del Reys kvartfinaler. Men det kræver stadig, at man kan holde Real Madrid fra en sejr på 1-0 eller minimum to mål i returopgøret på Bernabeu om en uge.

Mens Real Madrid var i problemer, så fortsatte Atletico Madrid de gode takter, da La Liga-toeren slog Getafe med 3-0 i den selvsamme turnering.

tipsbladet.dk

Læs også: