Real Madrids utallige offensive kræfter leverede endnu en målrig kamp, da storklubben vandt 8-2 lørdag eftermiddag over La Coruña.

Efter en halvskidt start på sæsonen for Real Madrid med blot én sejr i de første tre La Liga-kampe, virker klubbens offensiv til at være kommet i gang. Det gik i midtugens Champions League-opgør ud over Basel, der led et 1-5-nederlag.

Lørdag var det så La Coruñas tur til at få ørerne i den madrilenske målmaskine. Allerede ved pausen førte 'Kongeklubben' med 3-0 på mål af nyindkøbet James Rodríguez og to styk af Cristiano Ronaldo, der i anden halvleg sikrede sig sit hattrick.

Det ville Gareth Bale naturligvis ikke stå tilbage for, og derfor bød han også ind med to mål, inden lejesvenden Javi Hernández også scorede to mål og gjorde det til slutresultatet 8-2. Så hjalp det ikke meget, at La Coruña scorede to mål i løbet af anden halvleg.

Dermed fik Real Madrid sin anden sejr i sæsonen, hvor de har seks point for fire kampe. La Coruña kan heller ikke være utilfredse med deres placering midt i tabellen.