Viceanfører Sergio Ramos er i konflikt med Real Madrids magtfulde præsident Florentino Pérez.

Real Madrids spanske landsholdsprofil Sergio Ramos har været et af præsident Florentino Pérez' bedste indkøb i sine to perioder i embedet.

Men nu er forholdet mellem klubbens viceanfører og præsidenten på frysepunktet. Det melder flere spanske medier fredag.

Real Madrid har i en længere periode drøftet en kontraktforlængelse med Sergio Ramos, men forløbet er flere gange stødt på grund. Det har skuffet Ramos-lejren, som ikke mener, at han bliver værdsat nok.

Desuden er Sergio Ramos træt af, at Florentino Pérez valgte at sælge den vellidte Mesut Özil i august.

Ifølge radiostationen Cadena Ser, har Florentino Pérez meddelt Sergio Ramos, at han kan forlade Real Madrid for et beløb på 450 mio. kr., hvis han kommer med en klub, der vil betale summen. Det inkluderer også Barcelona i det her tilfælde, hvis man skal tro meldingerne.

Sergio Ramos' agent har angiveligt forklaret Real Madrid-toppen, at en række bejlere har meldt sig den seneste tid. Der skulle være tale om klubber som Paris St. Germain og Manchester City.

- Jeg har ingen grund til at spekulere på min fremtid. Mit fokus er på Real Madrid, og så kan ingen spå om, hvad der sker i fremtiden, siger Ramos ifølge AS.

Da Real Madrid torsdag afholdt et sponsorarrangement med Audi var det tydeligt, at Ramos og Florentino Pérez ikke er på talefod. På en video kan man se, at Ramos vælger at kigge væk, da Pérez hilser på spillerne.

Sergio Ramos lagde dog fredag eftermiddag et billede ud på Twitter, hvor han med et smil hilser på Florentino Pérez. Med billedet skriver Ramos;

- Jeg hilser altid på min præsident. En anden ting er så, hvem de ønsker at sælge. For mig er det en stor ære at spille for Real Madrid, skriver Ramos.