Yaya Touré er blevet en lårskade kvit, så han kan spille for Manchester City i CL-semifinalen mod Real Madrid.

Madrid: Den ivorianske stjernespiller Yaya Touré er mod forventning alligevel blevet klar for Manchester City til onsdagens retursemifinale i Champions League mod Real Madrid på udebane.

Tidligere har Citys manager, Manuel Pellegrini, udtrykt sig skeptisk med hensyn til midtbanespillerens chance for at blive klar, men ved et pressemøde tirsdag aften, meddelte Pellegrini, at Touré er blevet sin lårskade kvit og er i spil til opgøret.

Derimod må han se bort fra midtbanespilleren David Silva og højrebacken Pablo Zabaleta.

Real Madrid er dog også markant forstærket, da superstjernen Cristiano Ronaldo er klarmeldt. Han var ligesom Yaya Touré ikke med i den første kamp i Manchester, der sluttede 0-0.

Pellegrini mener dog ikke, at holdet skal fokusere for meget på portugiseren.

- Cristiano vil selvfølgelig være en anderledes spiller, da han har scoret mange mål gennem sine seks år her. Men jeg mener ikke, at Real kun er Cristiano Ronaldo, siger Pellegrini ifølge klubbens hjemmeside.

Returkampen begynder onsdag klokken 20.45.

/ritzau/