Den tidligere Superliga-topscorer Martin Pusic har et halvt år tilbage af sin kontrakt med FC Midtjylland, men hans fremtid er uvis.

Martin Pusic har i foråret været udlejet til hollandske Sparta Rotterdam, som på sidste spilledag, blandt andet på to mål af den FCM-ejede angriber, reddede livet i Æresdivisionen. Én ting synes dog sikkert – han skal helst ikke tilbage til Ulvene.

»Jeg har også hørt, at FC Midtjylland ikke ønsker mig, og jeg har kun seks måneder tilbage af min kontrakt. Jeg kom til klubben, og vi blev mestre. Så jeg har været en del af holdet, da de fik de bedste resultater i klubbens historie. Jeg synes, vi havde en god tid sammen, men jeg tror, at det er godt, hvis vores veje skal skilles nu,« siger Martin Pusic.

Den 29-årige angriber er måske ikke længere ønsket i FC Midtjylland, men det er han andetsteds. Ikke mindst fordi han sluttede sæsonen i forrygende målform.

Fire mål i de sidste fem kampe af Æresdivisionen og seks mål, hvis man tæller de sidste otte kampe, har i hvert fald gjort, at Sparta Rotterdam er interesseret.

»Han kan godt lide at være her, og vi vil gerne have, at han fortsætter her. Det er en prioritet for os at hente en ny angriber, og med Pusic ved vi, hvad vi har,« sagde Sparta Rotterdams cheftræner, Alex Pastoor, til Voetbal International i sidste uge.

»Han har et halvt år tilbage af sin kontrakt med FCM, og vi ser på muligheden for at leje ham eller overtage ham permanent,« tilføjede Pastoor.

Men om det lige er i Rotterdam, at Martin Pusic ender, ved spilleren af gode grunde ikke, da transfervinduet endnu ikke er åbent.

»Vi må se på situationen. Det er for tidligt at sige, hvad der skal ske. Jeg har haft en god tid i Sparta, og i sidste ende var det jo en god beslutning for mig at tage til Holland. Når du kommer til en ny klub, vil der altid være en tilvænningsperiode, og det tager altid tid, men i sidste ende gik det jo godt, og jeg havde det godt i klubben,« siger han.

»Som fodboldspiller vil man gerne spille, så man kan vise sig frem og bevise, hvad man kan. Sådan havde jeg det også i FC Midtjylland, men jeg spillede ikke så meget i det sidste halve år, så jeg kunne ikke vise mine kvaliteter. Men folk i Danmark ved godt, hvad jeg kan, og jeg havde tre gode år i Superligaen. Nu må vi se, hvad der skal ske, og hvilke klubber vil have mig, men lige nu har jeg sommerferie, og det er ikke noget, jeg tænker så meget på,« lyder det videre.

Martin Pusic har scoret 36 må i 82 Superliga-kampe. For Esbjerg og FC Midtjylland.