Ender Michael Laudrup igen i Qatar, kommer han til landets svar på Brøndby – en klub med masser af dansk trænerhistorie.

Samme efternavn – et andet fornavn. Skriver Michael Laudrup under med Al-Rayyan SC fra Qatar, kommer han igen på lønningslisten hos landets magtfulde kongefamilie, Al Thani.

Da den danske træner indtil for halvandet år siden var ansat i en anden Qatar-klub, Lekhwiya, sad han overfor den stenrige forretningsmand Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani, når der skulle forhandles løn og ferie.

Skriver han en af de kommende dage under med Al-Rayyan SC, er det en anden hovedrig herre fra den kongelige familie, han skal til MUS-samtale med i løbet af de kommende måneder.

Ender Laudrup, som klubben har meldt ud, som ny træner i Al Rayyan, får han således et andet kongeligt familiemedlem som chef. Sheikh Saud bin Khalid Al Thani er præsidentens navn i dén klub, hvor Laudrup kan fortsætte en trænerkarriere, der har været i dvale, siden han sidste sommer senest forlod ørkenstaten.

Al Thani-familien, der har hersket over Qatar siden midten af det 19. århundrede, består af flere hundrede medlemmer. Hvis Al-Rayyans udmelding står til troende, lærer Laudrup nu endnu et par stykker at kende.

Med alle de navne af vejen kan vi vende os mod Al-Rayyan SC. For det er Qatars svar på Brøndby, som meget nu tyder på, Michael Laudrup skal træne. Præcis som han trænede den danske udgave for godt 10 år siden. Klubben er først og fremmest den mest populære i Qatar. Målt på fans er ingen andre klubber så appellerende for folket i det arabiske kongedømme som Al-Rayyan. Og sammenfaldene stopper ikke her.

Al-Rayyan er også en forstadsklub. Hvor Laudrups seneste klub, Lekhwiya, hører til i Qatars hovedstad, Doha, har Al-Rayyan hjemme i bydelen af samme navn. Der er dog kun en håndfuld kilometer fra Laudrups mulige nye hjem og ind til Doha.

Sidst, men ikke mindst, er Al-Rayyan historisk set en storklub. Klubben har vundet otte mesterskaber, men inden sidste års titel kom i hus, var det 21 år siden, klubben senest løftede mesterskabstrofæet i ørkenstaten.

Overtager Michael Laudrup jobbet som cheftræner i Al-Rayyan, afløser han uruguayanske Jorge Fosssati på posten. Netop sydamerikanske trænere har præget klubben det seneste årti, hvor tre brasilianere og to uruguayanere har siddet ved styrepinden.

Derfor er det også sydamerikanske spillere, der supplerer de lokale spillere i truppen. Undtagelsen er spanske Sergio Garcia, der med en fortid i FC Barcelona, Betis og Espanyol også er klubbens største navn.

Kuriøst nok bliver Michael Laudrup ikke Al-Rayyans første danske træner, hvis han takker ja til en kontrakt. Langtfra endda. Både Benny Johansen (tidligere B1903 og FC København) og Roald Poulsen (tidligere OB) har været i klubben, mens Jørgen E. Larsen i hele tre omgange har siddet i den stol, som Michael Laudrup nu kan overtage.