Lionel Messi skal giftes i slutningen af juni, og nu har Barcelona-stjernen løftet lidt af sløret for, hvordan den store dag kommer til at forløbe.

Fredag spillede Lionel Messi landskamp for Argentina, men hans præstation var så skidt, at flere efterfølgende har kritiseret ham for allerede at have for meget bryllup på hjernen.

Den 29-årige fodboldstjerne skal giftes 30. juni, og brylluppet skal holdes i Rosario, Santa Fe, som ligger i Argentina, skriver Goal.

Og ifølge Rating Cero har Lionel Messi nu forladt landsholdslejren, så han nu kan have fuldt fokus på den store dag.

Det er den 29-årige Antonella Roccuzzo, som fodboldstjernen giver sit 'ja' til om nogle uger. Parret har kendt hinanden siden barndommen, og de har været kærester siden 2008. Sammen har de to sønner - Thiago på fire år og Mateo på 21 måneder.

Og til den store dag er der ikke ligefrem tale om en kort gæsteliste. For Lionel Messi har inviteret alle 21 spillere fra FC Barcelonas førstehold til den store dag den 30. juni. Knap en uge efter argentinerens 30-års fødselsdag.

Lionel Messi og Antonella Roccuzzo skal giftes den 30. juni i Argentina.
Lionel Messi og Antonella Roccuzzo skal giftes den 30. juni i Argentina. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Også argentinerens tidligere holdkammerat Xavi forventes at deltage, ligesom at blandt andet læger, fysioterapeuter og massører tilknyttet FC Barcelona også er på gæstelisten. Der er dog nogle, der må kigge langt efter en invitation.

Ifølge Goal er den tidligere Barcelona-træner, Luis Enrique, ikke inviteret, og det samme gælder den spanske klubs assistenttræner samt bestyrelsen.

Derudover har Lionel Messi ikke inviteret spillere fra andre klubber, og pånær Xavi har tidligere holdkammerater heller ikke fået en invitation.

Det er dog ikke sikkert, at Lionel Messi kommer til at feste med hele Barcelona-mandskabet. For hans kæreste kommer ikke godt ud af det med Shakira, som er gift med Gerard Pique, hvilket kan føre til et afbud fra forsvarsspilleren.

Præcis hvor festen skal holdes, har parret ikke meldt ud, hvilket kan skyldes, at de ikke ønsker, at en masse fans dukker op på den store dag.

Der bliver dog ikke behov for et lokale med stort gavebord, for Lionel Messi og Antonella Roccuzzo skulle angiveligt have meddelt de inviterede at i stedet for gaver ønsker de, at der i stedet bliver doneret nogle penge til Leo Messi-fonden, der støtter børn i forhold til sygdom, uddannelse og sport.