Det sidste søm i kisten er blevet slået i, efter at rygterne om endnu en flirt omkring Ryan Giggs er opstået. Nu vil hans kone, Stacey Cooke, skilles.

Det er ikke første gang, at der har været problemer i kærlighedslivet mellem Manchester United-legende Ryan Giggs og konen Stacey Cooke.

Den tidligere fodboldspiller og nu assisterende manager i Manchester United har tidligere haft en affære med den walisiske model Imogen Thomas, men mest overraskende af alt havde Giggs en affære gennem otte år med sin egen svigerinde, Natasha.

Ifølge The Sun er der opstået rygter om, at Ryan Giggs endnu engang havde flirtet med kvinder, denne gang på en restaurant, han selv ejer. En kilde udtaler til det engelske medie, at det var det sidste strå for Stacey Cooke.

»Da hun hørte det, havde hun fået nok. På et tidspunkt bad hun ham om, at pakke sine ting og skride,« siger kilden.

Angiveligt har Giggs og Cooke boet i det samme hus gennem de seneste tre måneder for deres to børns skyld, selvom forholdet reelt set har været slut.

Efter det kom frem, at Giggs havde været sammen med sin svigerinde, som han også gjorde gravid, støttede Cooke ham, og de to har brugt de seneste år på at få forholdet til at fungere. Men nu er det slut.