CSKA Moskva skulle som straf for racistiske tilråb fra tilhængerne i sidste spillerunde, spille tirsdagens Champions League-kamp mod Manchester City for tomme tribuner. Det var dog ikke helt tilfældet, og det irriterer Manchester City-kaptajnen, Vincent Kompany.

Omkring 300 CSKA-tilhængere stod på Arena Khimkis hovedtribune og heppede på hjemmeholdet, mens ikke én eneste Manchester City-tilhænger var til stede. Det vækkede undren hos Kompany, der mener, at det efterlod City som dem straffen endte med at gå udover.

- Man siger 'Ingen fans', og når så man møder op, så er City pludselig det eneste hold, der ikke har nogle fans. Hvem er det så, der bliver straffet for racisme? Manchester City eller CSKA, spørger Vincent Kompany retorisk til Daily Mail.

En del af tilskuerne, der stod foran Citys klubdelegerede på tribunen, virkede til at være fulde, og de brugte det meste af kampen på at stå med ølkrus og synge og heppe på hjemmeholdet.

- Hvis du vil gøre det fair, så er man nødt til at lade sponsorerne få nogle billetter, men hvorfor helvede har vi ikke nogle fans her? Hvorfor? Hvad har vores fans gjort forkert? Så det er man nødt til at kigge på, og det er nødt til at blive ændret, så vores fans bør ikke blive straffet, siger Kompany.

Den belgiske forsvarsspiller forventer, at man fra CSKAs side vil påstå, at det var sponsorer, der var på tribunen, men UEFA vil nu undersøge, om sponsorbilletter og medieakkrediteringer var blevet solgt til fans på det sorte marked. Officials fra UEFA blev set tage billeder og videoer af tilskuerne under anden halvleg, så tiden vil vise, om der kommer til at ske mere i den sag.

Kampen endte 2-2 efter, at City havde været foran 2-0, så der var endnu større grund til frustration for det engelske mesterhold. Man er under stort pres i gruppen, hvor man blot ligger nummer tre. Bayern München og Roma ligger på de to pladser, der giver avancement i turneringen, mens CSKA ligger på sidstepladsen.

Disse var tilladt på stadion:

Officielle tilskuere - 0
Klubdelegerede - 75 pr. klub
Midtercirkel-børn og deres forældre - 50
Medier - 150
UEFA-partnere (sponsorer) - 300