Danmarks kommende landstræner ser ud til at være nordmanden Åge Hareide, der søndag hyggede sig med gamle venner på Brøndby Stadion

Det er 30 år siden, at Brøndby hjemtog klubbens første danmarksmesterskab, og det skulle fejres søndag på Brøndby Stadion.

Store klubkoryfæer som Lars Olsen og John ’Faxe’ Jensen, der ikke længere har deres gang i klubben, havde således fået en invitation til kampen mod AaB, og ved deres side sad såmænd en anden mand med tidligere firmaadresse i Brøndby – Åge Hareide.

En nordmand, de fleste regner med skal have nyt kontor bare et stenkast fra Brøndby Stadion, nemlig på DBU Allé.

Det ligner således et spørgsmål om kort tid, før 62-årige Åge Hareide bliver præsenteret som afløseren for Morten Olsen, og den nuværende Malmö FF-træners gang på vejene tæt på DBUs hovedkontor fik alle journalister til at lave regnstykket med to og to.

Men om det giver fire, ville han ifølge BTs oplysninger ikke give svar på denne gang.

I stedet skulle han have sagt disse ord, da journalister søndag ville spørge ind til landstrænerjobbet.

»Jeg er her i forbindelse med et privat arrangement og vil ikke give interview. I må gerne filme mig, hvis I vil.«

Anderledes åbent taler en anden norsk træner, Ståle Solbakken, om, hvad der ser ud til at blive sin trænerkollegas kommende job.

»Jeg er 100 procent sikker på, at Åge Hareide bliver dansk landsholdstræner,« siger Ståle Solbakken til det hjemlige medie VG.

Han forklarer sin viden om Åge Hareides nye job sådan:

»Fordi Danmark ikke er større end Norge, og jeg har været her så tilpas længe og kender så mange,« siger Ståle Solbakken, som dog understreger, at han ikke har nogen førstehåndsinformation, som andre ikke har, og at han derfor ikke ved det.

»Nej, det kan jeg ikke sige. Men jeg er 100 procent sikker. Jeg ved ikke, hvad forskellen er på det, haha, det er små marginaler. Men der er ingen i Danmark, som tvivler på det«.

I modvind

I en rundspørge på bt.dk svarede 80 procent af læserne, at de ville være utilfredse med valget af Åge Hareide som ny dansk landstræner, og Ståle Solbakken er sikker på, at en kommende præsentation af den tidligere Brøndby-træner vil give DBU og Åge Hareide modvind på linje med stormen Gorm, der huserede i Danmark søndag.

»Der er meget få, som har været ude at sige ’for sat.. det er en god ansættelse«. Det er selvfølgelig heller ikke noget, der som regel sker, men der har været meget lidt halleluja-stemning. Både Åge og DBU vil komme under et kæmpepres,« siger Ståle Solbakken og begrunder det yderligere med, at Hareide skal efterfølge en stor træner som Morten Olsen.

Foreløbig har Åge Hareide dog taget den del med ro.

»Da jeg kom til Malmö FF var det lidt det samme. Der var også mange, der var skeptiske. Sådan er det, så må du altid prøve at bevise dit værd over for fansene. Men der var ingen, som var skeptiske her, fordi jeg var nordmand. Men jeg kender også danskerne, og jeg arbejder med fodbold. I fodbold kan du prøve at overbevise folk med resultater. Sådan er det normalt, hvad enten det er klubhold eller landshold, så må du sørge for resultater for at få accept. Der er ingen accept uden resultater. Det er en stenhård branche,« sagde han således, da BT i forrige uge talte med ham, og nordmanden lod vide, at DBU har spurgt ind til lysten til at overtage det danske landshold.

En lyst, som han søndag ikke ville røbe mere om.