Pierre-Emile Højbjerg bliver og kæmper for sin chance i Bayern München trods det forestående indkøb af Xabi Alonso

Bayern München offentliggjorde torsdag, at klubben er meget tæt på at hente Xabi Alonso i Real Madrid. Tyskerne og Alonso er enige om et skifte, hvorfor det nu kun er den endelige blåstempling fra spanierne, der mangler. Den forventes at komme i nær fremtid, og dermed styrkes den tyske midtbane, hvor danske Pierre-Emile Højbjerg kæmper for spilletid.

Det får dog ikke den 19-årige dansker til at søge væk.
 
- Det vil ikke ændre noget som helst. Med så mange skader er der brug for ham, siger Højbjergs agent, den tidligere Bayern München- og landsholdsspiller Søren Lerby til bt.dk.

De tyske mestre er hårdt ramt på den centrale midtbane. Xabi Alonsos landsmand Javi Martinez er langtidsskadet med et overrevet korsbånd, mens Thiago og Bastian Schweinsteiger ligeledes sidder ude.

Det har øget danskerens mulighed for flere spilleminutter under Bayern-træner Josep Guardiola, der sendte Højbjerg på banen i overtiden af Bundesliga-premieren mod Wolfsburg. Tidligere på måneden var han i startopstillingen, da Bayern tabte til Borussia Dortmund i den tyske Super Cup.

Spørgsmålet er så, hvordan mulighederne ser ud, når den tidligere Real Madrid-stjerne Xabi Alonso lander på Säbener Strasse.

Pierre-Emile Højbjerg er netop blevet udtaget til landskampene mod Tyrkiet og Armenien.