Der skal ske mirakler i Marseille om en uge, hvis FCK skal overleve i Europaleague.

Sneen var skrabet af græsset i Parken, men temperaturen var minus 1, og FC Københavns møde med Marseille endte også som en iskold nedtur efter 1-3 mod franskmændene.

Der var ellers en kort overgang udsigt til dansk tøvejr, da FCKs bedste, Jesper Grønkjær, udlignede til 1-1 på straffespark i 79. minut. Men få minutter efter faldt temperaturen igen, da Ben Arfa snød FCKS Pospech og fra en spids vinkel bankede bolden ind.

Første halvleg blev en taktisk affære, hvor der var meget langt mellem chancerne i den kolde Parken. Tættest på var FCK dog, da Dame N'Doye i 34. minut var meget tæt på at overliste Mandanda i Marseille-målet.

Og N'Doye burde have bragt FCK foran kort inde i anden halvleg på en frispilning af Grønkjær og Atiba Hutchinsons hæl.

I stedet slog Marseille til ved Niang i det 72. minut til 1-0, og da Kaboré med scoringen til 3-1 - efter et flot fransk opspil - cementerede den franske sejr i slutminutterne, gjorde han samtidig FCKs situation tæt på umulig forud for returopgøret om en uge.

Nu skal FCK vinde med tre overskydende mål på den svære udebane i Marseille. Og det er der vist ikke mange, der tror på.