Cardiffs træner Neil Warnock vil gøre alt for at beholde Kenneth Zohore og sætter nu et prisskilt på sin danske guldfugl, der potentielt kan gøre ham til den dyreste danske spiller nogensinde.

Med syv mål i sine seneste 8 kampe har Kenneth Zohore på den anden side af nytår været den helt store åbenbaring hos Championship-klubben Cardiff, og danskerens træfsikkerhed foran mål har været stærkt medvirkende til, at klubben fra Wales har rykket sig væk fra bunden af den næstbedste engelske række og op på en lun midterpladsering.

Kenneth Zohore blev ligeledes i sidste måned kåret som månedes spiller i The Championsship, og nu melder hans træner Neil Warnock ud, at interesserede klubber må frem med det helt store checkhæfte, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at sikre sig den danske bomber. Det skriver Wales Online.

»Man skal aldrig sige aldrig - hvis nogen lægger 20 millioner pund (ca. 170 mio. kroner.), kan jeg ikke sige nej. Jeg vil endda sælge Sol Bamba, som har været lige så vigtig, siger Neil Warnock ifølge Wales Online.

Ender Kenneth Zohore med at blive solgt for det beløb, vil det gøre ham til den dyrest handlet dansker nogensinde. Hans engelske træner er dog ikke interesseret i de mange millioner, og han vil gøre alt for at beholde sin danske angrebs-profil, for som han udtaler, så kan danskeren blive vital i forhold til Cardiffs oprykningschancer til Premier League.

»Hvis jeg skal have nogen som helst chance i næste sæson, så skal han ingen steder,« udtaler Neil Warnock og fortæller, at han er sikker på, at Cardiff-ejer, Vincent Tan, er enig med ham i, at klubben skal gøre alt for at beholde Kenneth Zohore.

»Jeg er ikke presset (til at sælge, red.), og jeg tror ikke, at Vincent overhovedet overvejer at sælge ham, fordi han ønsker også, at vi klarer os godt i næste sæson,« siger Neil Warnock.

Kenneth Zohore slog i en ung alder igennem i FCK, og rykkede herefter til Fiorentina, hvor succesen dog udeblev. Herefter gik turen til Brøndby og IFK Gøteborg på lejeaftaler, hvor danskeren heller ikkke havde meget succes. OB købte Kenneth Zohore i sommeren 2015, og han nåede på en enkelt sæson at lave ni mål i 24 Superliga-kampe. Sæsonen efter rykkede Kenneth Zohore til den belgiske klub Kortrijk for i samme ombæring at blive sendt til Wales og Cardiff.