Storklubben Sevilla bliver næste destination for Simon Kjær.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside mandag aften. Kontrakten lyder på fire år, men først skal Kjær dog igennem det obligatoriske lægetjek tirsdag.

Kjær har i de seneste to år tørnet ud for tyrkiske Fenerbahce, men nu skifter det danske fodboldlandsholds anfører til den spanske topklub, der også har Michael Krohn-Dehli i truppen.

28-årige Simon Kjær skal dermed spille for sin sjette klub i udlandet, siden han i 2008 forlod FC Midtjylland for at spille for Palermo i Italien.

To år senere tog midterforsvareren til Wolfsburg i Tyskland, hvor han var på kontrakt i tre år, dog afbrudt af et lejeophold hos italienske Roma i sæsonen 2011/2012.

I 2013 skiftede Simon Kjær til franske Lille, og to år senere gik turen til Fenerbahce.

Simon Kjær blev sidste år udnævnt til anfører for Danmark, efter at Daniel Agger indstillede karrieren.

Med skiftet til Sevilla skal Simon Kjær igen spille i en af de helt store ligaer i Europa.

Sevilla sluttede i sidste sæson som nummer fire i La Liga, og klubben skal spille med i Champions League-kvalifikationen.

Sevilla er en enkelt gang blevet spansk mester, men det var helt tilbage i 1946.

Fem gange har klubben vundet den spanske pokalturnering, senest i 2010.

Klubben har de seneste år ikke mindst gjort sig bemærket i Europa League, som klubben vandt tre år i træk fra 2014 til 2016.

I 2006 og 2007 vandt Sevilla Uefa Cuppen, forløberen for Europa League.

I Sevilla får Simon Kjær argentinske Eduardo Berizzo som cheftræner.

Træneren er denne sommer kommet til fra Celta, efter at hans landsmand Jorge Sampaoli forlod Sevilla for at blive landstræner for Argentina.

/ritzau/