Michael Laudrup har igen fået sig et nyt job. Et trænerjob.

Og det samme sted, som han sidst var træner - i Qatar.

Al Rayyan Sports Club skriver på sin hjemmeside, at man er tæt på at færdiggøre en kontrakt med danskeren.

Her skal han afløse Jorge Fossati, der er blevet landstræner for Qatar,

Al Rayyan Sports Club skriver på sine hjemmeside, at Michael Laudrup forventes at skrive under på en kontrakt 'inden for de næste par timer i Doha'.

Michael Laudrup var fra 2014-15 træner for en anden klub i Qatar, Lekhwiya. En klub, han førte frem til mesterskab og Champions League (den asiatiske udgave).

Nu bliver han så træner for den klub, der senest har vundet Qatar Stars League.

»Klubben vil senere annoncere detaljerne om kontrakten med træneren på hjemmesiden,« skriver Al Rayyan Sports Club.

Siden Michael Laudrup i juni 2015 forlod Lekhwiya, har han ikke haft et trænerjob. I stedet har den tidligere danske landsholdsspiller ernæret sig som tv-ekspert og -kommentator.

Han har blandt andet været ansat hos danske TV3 Sport på transmissionerne fra Champions League og Primera Division, og senest har han haft samme job hos spanske BeINSPORT.

Her kom han for lidt over en uge siden i vælten - og fik stor kritik på sociale medier - for en bemærkning om FC Barcelonas Neymar. Her krævede tv-seere ham taget af skærmen. LÆS MEGET MERE OM DET HER

Han har dog også været sat i forbindelse med trænerjobbet i den spanske klub Valencia, der i sidste uge fyrede sin træner. Her blev Michael Laudrup hurtigt nævnt som én af få kandidater.

I den forbindelse sagde han til Ekstra Bladet: »Det er på samme tid positivt som trist, når man bliver nævnt i forbindelse med et job i fodboldverdenen, når sæsonen er gået i gang. Positivt fordi man bliver nævnt til et job, som rigtigt mange personer gerne vil have. Man skal huske på, at der kun er 20 af den slags job i de fleste fodboldlande. Altså i den bedste række.«

Nu er Michael Laudrup tilbage i den bedste række, i Qatar.