Startopstilling. Startopstilling. Startopstilling.

Det ser endelig noget bedre ud for Pierre-Emile Højbjerg i Schalke. Her har danskeren været i startopstillingen i de seneste tre kampe, og nu får han også ros af klubbens sportschef.

»Han gør det overbevisende. Han er meget ærgerrig spiller, der har haft det svært, men nu har han grebet chancen rigtigt flot,« siger Horst Heldt ifølge den tyske sportsavis Kicker.

Den danske landsholdsspiller er udlejet fra Bayern München i hele sæsonen, men opholdet i Schalke har ikke ubetinget været en succes.

Undervejs har Pierre-Emile Højbjerg i perioder været langt væk fra startopstillingen. Eksempelvis var han ikke med blandt de 11 førstevalgte i de seks foregående kampe inden de seneste startpladser.

Her fremtvang han i weekenden et straffespark og lavede desuden en assist.

Selv siger Pierre-Emile Højbjerg til Kicker, ganske beskedent:

»Når det går godt for holdet, er det også lettere for hver enkelt spiller at vise sig frem,« lyder det fra den 20-årige midtbanespiller.

Han vil dog ikke forholde sig til, hvad fremtiden hedder efter lejeaftalens udløb til sommer.

»Det siger vi første noget om, når tiden er til det,« siger Pierre-Emile Højbjerg.