Dortmunds polske angrebssterne, Robert Lewandowski, skifter til Bayern München i 2014, udtaler holdets træner, Jürgen Klopp.

Efter flere måneders spekulationer om Robert Lewandowskis fremtid skulle det nu være helt sikkert: Den 24-årige angriber skifter fra Dortmund til ligarivalere fra Bayern München. Men først i 2014. Det afslører Dortumuds træner Jürgen Klopp i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag.

- Jeg tror, det er almen viden, at Robert skal spille for Bayern München efter den kommende sæson, siger Klopp således til Welt am Sonntag.

Dermed står det altså klart, at Dortmund afleverer deres to største stjerner fra den forgangne sæson til de sydtyske rivaler. Mario Götze er allerede på plads i Bayern München.

Jurgen Klopp forsikrer dog Ruhr-klubbens fans, at holdet, trods Lewandowskis farvel, nok skal klare sig i den kommende sæson.

- Nu er spørgsmålet, hvordan vi klarer tiden indtil det sker, og det er vores ansvar at sikre vores fans, at vi har et stærkt hold til den kommende sæson, siger han og uddyber:

- Vi vil vise, at vi med en spiller som Robert kan få succes i det kommende år. Vi tænker kun på resultatet af den kommende sæson, og jeg ved, at Robert har det på samme måde.

Lewandowski og Götze var drivkræfterne bag Dortmunds fremragende 2012/2013-sæson, der kulminerede med finalenederlaget til Bayern München i Champions League.