Manchester United-legenden Alex Ferguson roser Jürgen Klopps genrejsning af Liverpool, som presser United.

Mens Alex Ferguson har set sit elskede Manchester United falde fra tinderne, efter han stoppede som manager i 2013, har han det seneste års tid kunnet følge rivalerne Liverpools genrejsning under Jürgen Klopp.

Efter at have overtaget et kriseramt Liverpool-hold i oktober sidste år førte den tyske manager klubben i både Europa League- og Liga Cup-finalen. Begge blev dog tabt. Men Merseyside-klubben har taget et kvantespring i den rigtige retning mod igen at blive et af storholdene i England, og det skyldes Klopp, mener Alex Ferguson.

»Du kan nu virkelig fornemme, at man skal regne med dem i år. Man kan se Klopps dedikation på sidelinjen, lyder det fra den tidligere United-manager ifølge Reuters.

»Jeg er overbevist om, at hans arbejde til træning er på samme måde. Han har en stærk personlighed, og det er fuldstændig vitalt i en storklub.«

 

Liverpool har vundet ni af 12 kampe i alle turneringer i denne sæson, og kun en dårligere målscore end Manchester City og Arsenal afholder klubben fra at toppe Premier League.

Og det bekymrer Ferguson, som vandt 13 mesterskaber i spidsen for United, at Klopp har fået vendt den Liverpool-skude, som har været i uvejr siden starten af 1990'erne.

»Jeg er bekymret for ham (Klopp, red.), for det eneste, United ikke ønsker, er at se Liverpool komme foran os,« siger Ferguson, som i dag er direktør i Manchester United.

»Han har gjort et virkelig godt stykke arbejde med at genoplive Liverpools entusiasme. I to årtier skiftede Liverpool managere uden at opbygge deres egen identitet.«

Manchester United er pt nummer syv i Premier League - seks point efter Liverpool.

/ritzau/