Efter to nederlag i streg kom danskerklubben Ajax Amsterdam tilbage på sporet i weekenden med en 2-1 sejr over Heracles. Nu venter så Zlatan Ibrahimovic og Paris SG i gruppespillets premierekamp for danskerklubben.

Ajax Amsterdam har udtaget fire danskere til den trup, der møder de nyrige franskmænd onsdag aften. Nicolai Boilesen, Lucas Andersen, Lasse Schöne og Niki Zimling. Sidstnævnte er hentet i Mainz som afløser for publikumsfavoritten Daley Blind, og det er ikke alle fans lige tilfredse med, men cheftræner Frank de Boer tager den danske midtbanespiller i forsvar.

- Han mangler rytme og forståelsen for vores særlige presspil. Han har været vant til en anden type presspil i Bundesligaen, og det tager lidt tid for ham. Til gengæld er han i forhold til andre af vores tidligere defensive midtbanespillere mere mobil og kan bedre bringe spillet frem.

Hollænderen forklarer, at Ajax Amsterdam faktisk har haft Niki Zimling i kikkerten længe.

- Allerede da han spillede i Club Brugge, overvejede vi ham. Vi hentede Christian Poulsen i stedet for, men jeg snakkede med Morten Olsen om begge spillere, og Morten vurderede, vi skulle tage en yngre spiller end Christian, men da havde vi allerede indgået en aftale med ham. Jeg huskede dog på navnet Zimling og har fulgt ham siden.

Paris SG kommer til Amsterdam efter at være stoppet af Rennes’ bretonske barriere, der spiste Zlatan Ibrahimovic og pariserne af med 1-1. Måske var det nerver, før det går løs i den store europæiske turnering, hvor franskmændene to sæsoner i træk har nået kvartfinalerne. Med indkøb af blandt andre David Luiz fra Chelsea for mere end 400 millioner kroner er ambitionerne større denne sæson.