Europa har fået øjnene op for Ajax’ Kasper Dolberg, der dog selv tager den med ro.
I efteråret blev han kædet sammen med Manchester City. Tirsdag sagde Huub Stevens, at Bayern München burde hente den 19-årige angriber i sommerens transfervindue.
Kasper Dolberg er en populær mand, og på trods af at hans kontrakt med Ajax først udløber i 2021, er spekulationerne om et snarligt skifte for længst startet.
Om hovedpersonen bliver i Amsterdam, eller om sommeren byder på et nyt eventyr, vil den unge dansker dog ikke fortælle.
»Det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Det holder jeg lidt for mig selv,« lyder det fra Kasper Dolberg til BT.
Han har dog læst Huub Stevens’ rosende ord, hvor den garvede træner blandt andet kalder danskeren for ’en type som Lewandowski’.
Noget, Kasper Dolberg, da også er glad for.
»Det er altid dejligt at høre, at nogen synes godt om en,« siger Ajax-danskeren, der understreger, at han trives i Holland.
»Selvfølgelig er jeg glad for at være her. Nu har jeg lige været inde i en periode, hvor jeg har været lidt skadet, men nu er jeg ligeså stille på vej. Og nu glæder jeg mig bare til at være 100 procent tilbage. Det tager jo noget tid, når man i fire uger har været i styrkelokalet uden rigtig at have rørt en bold, men jeg er godt på vej, synes jeg,« siger Kasper Dolberg.
Den 19-årige dansker skiftede til Ajax fra Silkeborg i 2015, og han fik debut for førsteholdet i juli 2016. Siden er det nærmest kun gået fremad, og i denne sæson har han for alvor vist sig frem i både den hjemlige liga men også på den europæiske scene.
»Jeg synes, det har været en god sæson. Selvfølgelig gik det stærkt i starten, i forhold til at komme ind som helt ny. Man skulle lige vænne sig til det. Men det er jo normalt, og nu spiller man uge for uge, hvor det bare handler om at vinde. Og så prøver jeg bare at udvikle mig så meget som muligt,« siger Kasper Dolberg, der i Æresdivisionen står noteret for 14 mål i sæsonen.
Her venter Olympique Lyon i semifinalen, og Kasper Dolberg glæder sig over, at Ajax – der slog FC København ud i ottendelsfinalerne – er nået så langt.