AaBs sportsdirektør, Allan Gaarde, har scoret mod Dynamo Kievs målmand Oleksandr Shovkovskiy, som to gange tidligere har mødt AaB i karrieren

Der er masser af rutine på målmandsposten hos AaBs Europa League-modstander Dynamo Kiev, som nordjyderne møder torsdag.

I weekenden var det i hvert fald 39-årige Oleksandr Shovkovskiy, der stod i 4-0 sejren over Hoverla Uzhorrod. Han kan igen mod AaB blive foretrukket foran den yngre konkurrent Oleksandr Rybka, der ellers har været det primære førstevalg.

Men den sjove historie med den rutinerede Shovkovskiy, der har spillet professionel fodbold siden 1993, er at han har mødt AaB to gange tidligere i 1995 og 1999 i Europa. Og AaBs nuværende sportsdirektør Allan Gaarde har scoret på ham.

- Jeg scorede faktisk to mål på ham, men det ene blev annulleret, hvilket gjorde, at vi røg ud af Champions League-kvalifikationen og i stedet kom i UEFA Cuppen, hvor vi mødte Udinese. Og det var jo også primært en af grundene til, at jeg havnede i Udinese. Men det er sjovt, at han stadig spiller topfodbold, siger Allan Gaarde.

Uanset hvilken målmand det bliver, så er der noget af en opgave i vente for AaB. Dynamo Kiev har vundet overbevisende de to første kampe mod Steaua Bukarest og Rio Ave i Europa League-puljen, og besejrede også Shakhtar i den ukrainske liga. Så det er absolut en klassemodstander, der besøger Aalborg.

- Jeg mener, at de er et af turneringens bedste hold og i hvert fald gruppens bedste hold. Så det er klart, at når vi tabte 6-0 til Steaua Bukarest, så ved man da godt, at der venter os en stor mundfuld mod Kiev. Men vi går stadig på banen med en tro på, at vi kan skabe et godt resultat. Vi har ikke fået de bedste resultater på det seneste, men vi ved, at når vi spiller op til vores bedste, så er vi rigtig gode, siger Kenneth Emil Petersen.

AaB vandt den seneste hjemmekamp i Europa League med 1-0 over Rio Ave, men man husker stadig 6-0 nederlaget ude mod Steaua Bukarest, hvor stillingen var 0-0, da målmand Nicolai Larsen blev udvist. AaB-anfører Rasmus Würtz frygter ikke en ny øretæve i Europa.

- Ikke hvis vi bare sørger for at være 11 mand på banen i hele kampen. Selvfølgelig håber man aldrig det sker, men det er aldrig noget, jeg kunne finde på at frygte inden en kamp.Hver gang man går ind til en kamp, går man ind for at forsøge at vinde den, og man har en tro på at få point, ligegyldigt hvem man spiller mod.

Og Würtz er klar til at gå til sportsdirektør Allan Gaarde for at få et godt råd om at score på keeperen.

- Det kan godt være, at vi lige skal høre sportsdirektøren om, hvordan man putter den ind bag ham.