Mads Davidsen bliver direktør i den kinesiske fodboldklub Shanghai SIPG på en kontrakt, der gælder i to år.

København. Mads Davidsen er blevet forfremmet til et topjob i den kinesiske fodboldklub Shanghai SIPG.

Den 34-årige dansker går fra en rolle som assistenttræner til teknisk direktør, skriver BT.

Mads Davidsen har en fortid som ungdomstræner i Brøndby og har indtil nu været assistent og U23-cheftræner i den kinesiske klub under ledelse af den tidligere engelske landstræner Sven-Göran Eriksson.

- Jeg har været rigtig glad for at være assistenttræner under Sven og have mit eget U23-hold, men det her er et kæmpestort job for mig, og jeg glæder mig til at få det store ansvar, der følger med.

- Vi har bygget The SIPG Way, der handler om, hvordan vi skal træne og spille, hvor meget vi skal træne fysisk, til rekruttering og så videre. Det er min personlige filosofi, klubben følger.

- Den havde ingen strategi, før jeg kom. Jeg er 34 år og får lov til nærmest at bygge en kæmpestor klub, siger Mads Davidsen til BT.

Sven-Göran Eriksson blev fyret i Shanghai SIPG efter en tredjeplads i ligaen, og svenskeren er erstattet af den tidligere Tottenham-manager André Villas-Boas.

- Min rolle bliver ikke en kontorrolle. Samtlige af vores ungdomshold har alle kinesiske trænere, og de er endnu ikke udviklede nok.

- Så jeg kommer til at være på træningsbanen hver eneste dag og se alle holdene, stå for træningspas og sparre med trænerne - heriblandt Villas-Boas, siger Mads Davidsen.

/ritzau/