Når FCK onsdag aften kæmper om videre avancement i Champions League, skal de ikke forvente alt for meget hjælp fra Leicester. For englænderne har efterladt en mindre hær af stjerner hjemme i England forud for kampen mod FC Porto.

Eventyr-mandskabet, der forførte en hel fodboldverden sidste sæson ved at vinde det engelske mesterskab, er nemlig i stor krise hjemme i Premier League, hvor man efter 14 kampe er den dårligste forsvarende mester nogensinde.

Derfor har manager Claudio Ranieri kastet al fokus over på Premier League. Englænderne er nemlig allerede videre fra FCKs Champions League-gruppe, og det betyder, at stjernerne Jamie Vardy, Riyad Mahrez, Islam Slimani, Andy King og Robert Huth er blevet hjemme i Leicester.

Det er ikke ligefrem gode nyheder for FCK og manager Ståle Solbakken. Danskerne er afhængige af Leicester, der skal tage point fra Porto, mens københavnerne selv skal vinde over Brugge for at sikre sig andenpladsen i gruppen.

Ranieris beslutning om at spare stjernerne er ikke videre overraskende. Han er en presset mand for tiden, og på pressemødet forud for Leicesters kamp mod Porto blev Claudio Ranieri mødt med spørgsmål om en eventuel fyring. Helt nye tider for den aldrende italiener, der i sidste sæson blev folkeeje i England.

»Om jeg er bekymret for at blive fyret? Aldrig, fordi det er ikke min beslutning. Ejerne har altid været bag os. Selvfølgelig er han ikke tilfreds, det er ingen i klubben. Når vi vinder, vinder vi sammen. Når vi taber, taber vi sammen. Min erfaring siger mig, at det er vigtigt at tage det roligt og forblive positiv, tro på sine spillere og gøre det bedste for holdet,« siger Ranieri ifølge engelske The Telegraph.

Leicester ligger i øjeblikket på 16. plads i Premier League - kun to point over nedrykningsstregen. Anderledes succesfuldt har det været i debut-deltagelsen i Champions League. Her er man ubesejrede forud for den sidste kamp mod Porto.