Selv om AaB kun med nød og næppe undgik nedrykning efter sidste sæson, tør cheftræner Kent Nielsen godt at afvise, at nordjyderne bliver en del af nedrykningen i denne sæson.

I AaB er man mildest talt i økonomiske vanskeligheder i øjeblikket, og truppen er ikke specielt bred. Det er dog ikke nok til at kyse AaB-træner Kent Nielsen, der ikke mener, at klubben bliver en del af nedrykningskampen i år, selv om man er presset på flere parametre, og selv om nedrykningsafgørelsen balancerede på en knivsæg sidste år.

- På den lange bane er der selvfølgelig en pointe. Økonomi, og hvad der muligt at opnå af sportslige resultater, hænger jo sammen. Vi har respekt for rækken og dem, der ligger under os, men vi har også tiltro til vores egen styrke i det her forår. Vi har tiltro til, at vi ikke bliver en del af nedrykningen i 2011/2012.

Cheftræneren mener, at det er svært at svare på, hvor længe man kan blive ved med at klare sig under de vilkår, der er i AaB i øjeblikket.

- Det er der ikke noget entydigt svar på. Jeg er tilfreds med den trup, vi har. Jeg har respekt for, at man gør sig store anstrengelser for at få tingene til at passe. Det er en vigtig forudsætning, at der på alle planer i en fodboldklub er ro, både på det sportslige område og på det økonomiske, siger han og fortsætter:

- Hvis det ene område har det svært, så påvirker det det andet. Måske ikke lige på den korte bane, men hvis vi taler adskillige år. Den eneste vej, der er rigtig for AaB, er at få tingene til at passe og bygge videre derfra.

En af de positive ting set fra cheftrænerens synspunkt er, at man har sikret kontinuitet i klubben ved, at kun én spiller har kontraktudløb til sommer.

- Vores trup ser spændende ud, og der er meget, meget få, der har kontraktudløb her til sommer. Så vi ved, at vi fremadrettet som minimum har den her trup, og den ser spændende ud.

Hvor længe kan man klare sig med jeres begrænsninger?

- At begynde og filosofere over hvor længe er ikke vigtigt, det vigtige er at finde ud af, hvor økonomien kan bære og så arbejde derfra. Faktum er, at økonomien fordrer noget bestemt, og så må man se på de forskellige muligheder. Det er det, man løbende ser på i forhold til tilknytninger og forlængelse, siger Kent Nielsen og tilføjer:

- Ingen kan sige hvor længe, men jeg er fortrøsningsfuld fremadrettet, det er jeg, og det er ikke kun indtil sommer, men også på længere sigt.