Da Sergio Ramos smed sig i græsset i Champions League-finalen, kastede jeg en lille smule op i munden. Han er en af verdens bedste forsvarsspillere, og han har om nogen ikke brug for beskidte tricks. Bevares, måske blev han ramt lidt på foden, måske ikke. En ting er helt sikkert: Den berøring ville aldrig få en voksen fodboldspiller til at falde så dramatisk og vride sig i smerte.
Det er min klare overbevisning, at den gennemsnitlige professionelle fodboldspiller faktisk har en imponerende smertetærskel. De gennemfører ofte kampe med smerter uden at fortrække en mine. Men strejfer en modstander dem på kinden i en luftduel, kan de rulle rundt på græsset i smerte, med den ene arm karakteristisk hejst i vejret og hånden viftende som en lille smertens vimpel, der blafrer i vinden. Der er ikke noget, jeg hader mere end den gestus. Hvem vinker de egentlig til? Så snart modstanderen får sit gule kort, er spilleren dog i mirakuløs bedring og hurtigt klar igen.
Sådan er fodbold desværre endt. Og jo længere sydpå, vi kommer i Europa, jo værre er fænomenet. Derfor er hadekampen for en retsbevidst dommer Real Madrid-Barcelona. De er nogle af verdens bedste fodboldspillere, men samtidig nogle af de mest usportslige. Og det er helt accepteret som en del af den spanske fodbolds DNA. Jeg drømmer mig tilbage til Carles Puyols regeringstid. Han var undtagelsen. Et etisk fyrtårn, der ofte tog fat i ørene på sine holdkammerater fra Barcelona, når de blev for barnlige.
I engelsk fodbold har selvjustitsen generelt været noget højere. Da Luis Suárez spillede i Liverpool, blev han notorisk kendt for at kaste sig i feltet – hvilket ikke faldt i god jord hos fans verden over. Og her har vi fat i den ene af to måder, film kan stoppes på: Ved at fans tager så kraftigt afstand fra det, at spillerne påvirkes af det.
Paradoksalt nok er der ikke mange fans, der brokker sig, hvis deres spiller trækker en udvisning på modstanderen. Så er det 'en del af gamet'. Din dobbeltmoral er ret markant, når du ser fodbold med en holdtrøje på. Dommernes fejl huskes i årevis, selv om han reelt er den eneste aktør, der går på banen med den mission ikke at snyde nogen. Spillerne derimod deltager efter devisen 'går den, så går den', og hvis det kan give tre point, brokker ingen sig over et uretmæssigt straffe.
I kan kende det på udtalelserne fra spilleren efterfølgende, når han bliver konfronteret med sit fupnummer: 'Det er ikke op til mig at dømme, det må dommeren gøre'. Piben får en helt anden lyd, hvis der bliver lavet fejl i den anden ende. Så kan I fanme tro, at kendelsen bliver evalueret.
En anden og mere realistisk måde, vi kan komme film til livs på, er ved at justere reglerne. Det er super svært at spotte film. På banen er dommeren sjældent helt sikker. Sommetider har man en fornemmelse af det, men det er ikke nok til potentielt at udvise en spiller på andet gule kort.
I stedet for at presse dommerne til flere kort, hvoraf adskillige vil være forkerte, bør det internationale fodboldforbund FIFA komme på banen. Nu har vi fået TV-reviews (af mildt sagt varierende kvalitet, oh my God!). Så mangler vi bare gule kort per efterkrav for alt film. Også de situationer, hvor der er lidt kontakt, men hvor situationen overspilles. Hvis det giver karantænepoint, stopper det hurtigt.
Lad håndbolden være inspiration på dette område. Her bliver spillere banket i gulvet af hærdebrede mænd, hvorefter de rejser sig op igen og spiller videre.
