Frastødende. Fiasko. Hykler.

Radioværten Torben Steno går i en klumme decideret hårdt til en af Danmarks største sportsnavne nogensinde: Fodboldspilleren og -træneren Michael Laudrup. Det sker i en Berlingske-klumme under rubrikken ’Michael Laudrup – ambassadør for dårlig moral’.

Her går Torben Steno, der er vært på radioprogrammet ’Cordua & Steno’ på Radio 24syv, til angreb på den nuværende kommentator og ekspert hos Viasat for at være en del af den verden rundt omkring fodboldspillet, der ’aldrig har været mere uskønt, vulgært og korrupt’.

Han hentyder ikke mindst til den del, hvor ’primitivt pralende arabiske oliemilliardærer’ har købt sig ind hos hold og spillere. Michael Laudrups seneste trænerjob var hos klubben Lekhwiya i Qatar.

»Midt i denne frastødende internationale loge sidder også Danmarks største sportsstjerne, Michael Laudrup. I juni 2015 rendte han godt nok igen af pladsen som træner. Denne gang for Lekhwyia, et hold i den bedste række i verdens rigeste diktatur, Qatar. Hvad der var grunden til, at den uangribelige dansker endnu en gang sluttede et trænerjob efter meget kort tid, står hen i det uvisse. Men det var næppe politiske uoverensstemmelser, der fik ham til at forlade landet, der mere end noget andet står som en af de ypperste bidragydere til fodboldens korrumperede verden,« skriver Torben Steno i sin klumme hos Berlingske.

Rubrikken på Torben Stenos klumme henviser til den biografi om Michael Laudrup, der udkom i 1996 og hed ’Ambassadøren’.

I den sammenhæng skriver radioværten i sin klumme og kalder Michael Laudrup for ’den depraverede ambassadør’:

»I de tyve år, der er gået siden, har Michael Laudrup mest af alt gjort sig bemærket ved at være en fiasko, som klubtræner. Fred være med, at danskeren trods alt ikke evnede at skrive sig ind i historien på niveau med sin mentor – nyligt afdøde Johan Cruyff. Til gengæld har han skrevet sig ind i historien af hyklere, der taler om skønheden og kærligheden til det vidunderlige boldspil uden at ytre den mindste kritik af de groteske og skandaløse rammer, sporten er havnet i.«

Torben Steno fremfører i sin klumme, at Michael Laudrup aldrig møder kritik på grund af sin position i det danske samfund: ’Han nyder beskyttelse som en enevældig konge.

Afslutningsvist sammenligner Torben Steno, der tidligere gennem mange år har lavet radio og tv på DR, Michael Laudrup med broren Brian Laudrup, der får anderledes rosende ord smidt efter sig:

»I forhold til livs­indkomsten er han den af de unikke brødre, der kommer tættest på det moderne kontanthjælps­loft. Alligevel har han (Brian, red.) dog valgt at investere sig selv og sin energi i projekter med et social profil. Det er nok lige rigeligt at forlange af brormand. Hvor ville det dog være velgørende, om han opdagede nye sider af sin forfængelighed og snart købte sig aflad for sin magelige holdningsløshed i en tid, hvor der netop er brug for, at store stjerner siger fra over for det kvælertag, de arabiske banditregimer har lagt på verdens populæreste sport.«

LÆS HELE TORBEN STENOS KLUMME HER