FC København skal spendere efteråret i en sand pengeregn. De danske mestre er klar til Champions Leagues gruppespil efter 1-1 mod APOEL, og det kaster millioner af sig. Mange millioner.

Hvis økonomichefen i Parken Sport & Entertainment går i seng med et ordentlig smil om munden og måske endda en enkelt sjus i maven, er det ikke så underligt. FC Københavns samlede sejr over APOEL og dertilhørende kvalifikation til Champions League sender nemlig et astronomisk højt beløb ind på kontoen på Østerbro.

Da FC København senest var i Champions League i 2013, tjente klubben i alt 160 millioner kroner. Det beløb kan meget vel blive højere i år.

Klubben er sikret 90 millioner kroner alene for at kvalificere sig til gruppespillet. Hertil kommer de 15 millioner kroner, københavnerne får for at slå APOEL i play-off-runden. Og det stopper ikke her. Tværtimod.

Herudover kommer nemlig den såkaldte markedspulje, der kan beløbe sig til godt 60 millioner kroner, da ingen andre skandinaviske hold har nået gruppespillet. Så må vi da være færdige, tænker du måske? Nej, nej. Slet ikke.

Oven i kommer således entreindtægter og de bonusser, UEFA udbetaler for sejre og uafgjorte resultater i gruppespillet. Her belønnes en sejr med 11 millioner kroner, mens en uafgjort sender 3,7 millioner i klubkassen.

FC København kan dermed score i omegnen af 200 millioner kroner på pladsen i Champions Leagues gruppespil - selv uden de store sportslige resultater.

En uventet plads i forårets 1/8-finaler er næsten for meget at tro på. Men skulle det ske, er der minimum 41 millioner ekstra, som økonomichefen kan lege med.

Det er en fantastisk aften for FC København. Sportsligt - men så sandelig også økonomisk.