Kasper Hjulmand glæder sig over sejren over Esbjerg, men ser stadig meget at arbejde med i FC Nordsjælland.

Farum. For en uge siden stod en flok slukørede FC Nordsjælland-spillere og havde sat en 2-0-føring over styr mod Sønderjyske i Alka Superligaen.

Onsdag aften hentede Kasper Hjulmands tropper lidt oprejsning, da de fik 0-0 ude mod AC Horsens, og søndag kom den forløsende hjemmesejr så. 3-0 blev Esbjerg besejret, sæsonens første sejr i Right To Dream Park.

- Vi forsøger at lære af vores kampe. Jeg synes, vi var tæt på at hoppe i samme fælde som mod Sønderjyske. Havde de scoret på deres straffespark, ved vi ikke, hvad der var sket, siger Hjulmand.

- Der er meget at arbejde med endnu, men vi har haft fokus på ikke at miste kraften. Vi har spillet sindssygt mange gode første halvlege, så vi har lagt fokus på at komme bedre ud til anden halvleg.

 
FC Nordsjælland tog fusen på Esbjerg fB i den sene Superliga-kamp, da sjællænderne to tre point i en 3-0 sejr!
Vis mere

- Vi har gjort det, at vi går ud to minutter før og varmer op, og så ligesom tager imod modstanderne, og får tid til at se hinanden i øjnene, siger træneren.

Søndagens sejr betyder, at FC Nordsjælland nu har fire point ned til de tre bundhold.

- Vi har været lidt trætte af vores start på hjemmebane. Vi har haft masser af muligheder for at vinde, for det er meget vigtigt, at vi præsterer på vores egen bane, siger Hjulmand.

- Det var en kamp, som var lidt mere vigtig end bare tre point for os. Jeg tror, at det her var en kamp, som kan være med til at definere i hvert fald den korte fremtid.

Topscorer Marcus Ingvartsen var igen FC Nordsjællands store spiller med to scoringer.

- Den bedste forudsætning for at vinde en kamp er at holde nullet, for så skal man kun score en enkelt gang. Så det har vi haft stor fokus på, siger angriberen.

- At hente en god sejr på hjemmebane, hvor vi skaber store chancer og er effektive, det betyder meget.

FC Nordsjælland har hentet 11 point i sæsonens første 11 kampe.

/ritzau/