Kasper Hjulmand er stadig et varmt navn i spillet om at overtage landstrænerposten efter Morten Olsen. Men i mellemtiden kan den tidligere Mainz-træner dele ud af sine guldkorn på TV-kanalerne Canal 9, Eurosport Danmark og 6’eren.

Discovery Networks har nemlig hyret den 43-årige træner som ekspert.

»Vi er enormt glade for at kunne styrke vores ekspertteam med en kapacitet af Kasper Hjulmands klasse. Kasper ved ualmindeligt meget om fodbold og er en stærk formidler, så der venter seerne en rigtig god oplevelse,« siger Jes Holm Andersen, sportschef hos Discovery Networks Danmark i en pressemeddelelse.

Hjulmand ser frem til at skulle være med til at kommentere fodboldkampe på de danske kanaler.

»Jeg ser frem til at være en del af Discovery Network Danmarks dygtige team, som dækker forskellige spændende turneringer, herunder ikke mindst Bundesligaen, der er en fantastisk liga med masser af action,« siger træneren, der førte FC Nordsjælland frem til mesterskabet i 2012.

Første gang Kasper Hjulmand optræder på skærmen, er torsdag den 1. oktober, hvor det gælder Schalke 04-Asteras i Europa League kl. 18.55 på Eurosport Danmark.