Jesper 'Kasi' Nielsen afviste et forligsforslag fra Brøndby på 15 millioner kroner.

Brøndby-direktør Tommy Håkansson kæmper i disse dage en lang og udmattende kamp for at redde Brøndby IFs eksistens.

Det har fået klubben til - igen - at vende blikket mod den tidligere storsponsor Jesper 'Kasi' Nielsen og de knap 42 millioner kroner, som Brøndby mener, at han skylder i forbindelse med det sponsorat, som Kasi og Brøndby indgik i 2008.

Denne gang skulle Brøndby i jagten på likviditet have forsøgt at indgå et forlig på 15 millioner kroner med Jesper Nielsen og hans firma Kasi.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Brøndby IF har søgt et forlig med mig længe, for hvis den kan få et forlig hjem, hvor jeg for eksempel siger ja til 15 millioner kroner, så kan den skrive det ind som et pænt tilgodehavende, og det vil se pænt ud i dens regnskab, siger Jesper Nielsen til Jyllands-Posten, hvor han direkte adspurgt bekræfter et decideret forligsudspil på 15 millioner kroner.

Men selvom Jesper Nielsen stadig har et bankende hjerte for Vestegnsklubben er der ingen hjælp at hente for trængte Brøndby. Jesper Nielsen har nemlig ikke tænkt sig at lægge så meget som en krone i den slunkne pengekasse.

- Jeg skylder ikke Brøndby IF noget, for hvis det var tilfældet, tror jeg nok, at klubben var løbet efter mig med den situation, som den står i, siger han og henviser til, at han ikke er blevet stævnet af Brøndby IF.

Brøndby-direktør Tommy Håkansson har ingen kommentarer til det angivelige forslag om et forlig, men understreger over for Jyllands-Posten, at Brøndby har en skriftlig aftale med Kasi om, at de først kan få udbetalt de skyldige beløb i 2015, når Kasi får udbetalt en såkaldt earn out fra Pandora.

Indtil da må Tommy Håkansson koncentrere sig om at få en aftale i stand med Spillerforeningen om den såkaldte Feriepengesag.