Kaos i Eriksens klub: Ny manager kan ikke sove om natten

Efter fyringen af André Villas-Boas i Tottenham har Tim Sherwood taget over. Men han erkender også, at han faktisk ikke ved, om han også leder holdet i næste runde i Premier League.

Få timer inden den officielle fyring af portugiseren Villas-Boas blev den tidligere Tottenham-spiller og nuværende ungdomskoordinator Tim Sherwood ringet op af bestyrelsesformand Daniel Levy. Han bad ham overtage styringen af klubbens førstehold, og Sherwood sprang straks til. De første dage har dog ikke været nemme for den nye manager.

- Det har været anderledes. Det er i virkeligheden galskab. Jeg er ikke vant til at sove to timer om natten. Jeg vågner og tænker på fodboldspillere. Forleden sagde jeg, at jeg sov som en baby - jeg vågnede og græd fire timer om natten, lyder det med ironisk fra Tim Sherwood til The Guardian.

Onsdag aften fik den nye manager ikke den bedste start. Tottenham tabte 1-2 til West Ham i Carling Cup'en efter at have være foran. Problemet er, ifølge Sherwood, at holdet ikke er i den form, han kræver, hvis spillerne skal holde til en hel kamp på fuld damp.

- Jeg tror, de er i god nok form til at spille på en bestemt måde, men jeg vil ændre på den måde, vi spiller, siger Tim Sherwood, som gerne ser mere dynamisk spil og mere fart.

Måske når han dog ikke at få det at se, for den nye manager ved faktisk ikke, om han også er chef i weekenden, når Southampton venter i Premier League.

- Jeg er klar på en udfordring, det har jeg altid været... Jeg mener, at jeg kan lede mændene, håndtere dem, være ærlige overfor dem. Beslutningen, der skal træffes, er ude af mine hænder, desværre, siger Tim Sherwood.

Læs også: