Rygtestrømmen om Nicklas Bendtners mulige afløsere i Arsenal fortsætter for fuldt drøn i England. Få overblikket her.

Det kan godt være, at danske Nicklas Bendtner sparkede sig tilbage i hjerterne på Arsenals fans med sit sene sejrsmål mod Cardiff.

Alligevel får angriberens pludselige helterolle ifølge engelske medier ikke Arsenal til at droppe jagten på en ny stjerne-angriber i denne måneds transfervindue. Tværtimod.

I øjeblikket sættes Arsenal dagligt i forbindelse med en ny målscorer, og klubbens lyst til at hente nyt offensivt blod ind er kun blevet styrket med Nicklas Bendtners måske alvorlige ankelskade.

Skulle det ske, at Arsenal gør som rygterne siger og henter en ny klasseangriber, så kan det betyde endnu mere tid på bænken eller måske slutningen på den danske landsholdsspillers tid i Arsenal.

Det seneste bud på Nicklas Bendtners afløser er Atletico Madrids målmaskine Diego Costa. Spanieren banker kasser ind for Madrid-klubben i denne sæson og har ifølge Daily Mirror en frikøbsklausul på omkring 280 mio.kr.

Men skal man tro avisen Daily Mirror, så ser manager Arsene Wenger i stedet mod Tyskland og Bayern München efter en ny frontangriber. Her skulle franskmandens øjne angiveligt være rettet mod kroaten Mario Mandzukic, der kan ryge ud i kulden i det sydtyske, hvis Bayern får held til at hente Robert Lewandowski i Dortmund.

Stjerneparaden af mulige emner stopper dog slet ikke dér.

I såvel spanske som engelske medier sættes Arsenal også i forbindelse med Real Madrids unge talent Alvaro Morata, mens Fulhams Dimitar Berbatov de seneste dage også er rygtet på vej til det nordlige London.

Avisen The Times skrev derimod fornylig, at Arsenal skulle være interesseret i at hente QPRs franske angriber Loic Remy, som indtil videre har været udlejet til Newcastle med stor succes. Også Chelseas Demba Ba er tidligere blevet sat i forbindelse med et skifte til Arsenal.

Imens kan Nicklas Bendtner blot se til og håbe, at hans ankelskade ikke viser sig at være så alvorligt som frygtet.

Hvem tror du, der kunne være den mest sandsynlige afløser for Bendtner i Arsenal? Deltag i debatten under artiklen: