Jürgen Klopp er en dygtig træner, som kan få succes i Liverpool. Men han står over for et væsentligt problem. Sprog-barrieren bliver svær at knække, påpeger den mangeårige tyske landsholdskeeper, Oliver Kahn.

»Jeg kan helt sikkert se det ske, og jeg har ingen forbehold, når det gælder hans ekspertise. England er det rette næste skridt for Klopp, også når det gælder hans personlige udvikling.«

»Det er kun sproget, som kan blive en barriere. Jeg tror ikke, at han får svært ved at konversere på engelsk, men når det handler om at motivere holdet og holde en peptalk, så er der små ting, som man ikke så nemt kan oversætte. Jürgen har altid været rigtigt god til at motivere sine spillere, og det skal han også bevise, at han kan hos Liverpool,« fastslog Kahn tirsdag over for Sport1.

Ifølge The Guardian rejser Jürgen Klopp torsdag til Liverpool, og medmindre der opstår nye knuder i forhandlingerne, så forventes tyskeren at blive præsenteret som ny Anfield-boss på fredag. Han skulle således allerede have accepteret Liverpools særlige konstruktion med et transferudvalg, der skal ind over alle handler, inden det besluttes, om spillerne skal købes eller sælges.

Den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer, som har arbejdet sammen med Klopp som ekspert på tysk TV, mener, at Liverpool gør en stor fangst, hvis det lykkes at ansætte den karismatiske træner.

»Han er fantastisk. Han er en af de bedste trænere, som jeg kender, i hele verden. Han var i den grad en milepæl for Borrusia Dortmund. Han overtog klubben og gjorde dem til et verdensklassehold. Hvis Liverpool har mulighed for at lave en aftale med Jürgen Klopp, så bør de gøre det. Han kan lide at snakke. Der er ikke mange trænere tilbage i verden, som kan lide at snakke så meget med spillerne, men han er en af dem,« fastslog Beckenbauer over for Sport1, inden han rosende tilføjede:

»Liverpool er en af de største klubber i verden, så Liverpool og Jürgen Klopp er helt sikker en god kombination. Han er også en vinder.«