Klas Ingesson er død, 46 år gammel. Den tidligere svenske landsholdsspiller blev for seks år siden ramt af knoglemarvskræft, og han døde i sit hjem tidligt onsdag morgen.

Ingesson var en af profilerne på det svenske landshold, som vandt VM-bronze ved slutrunden i 1994 i USA. Han var en hårdt arbejdende midtbanespiller, som fik 57 kampe for det svenske landshold, og som nåede vidt omkring i sin klubkarriere, hvor han bl.a. spillede for belgiske Mechelen, samt Bari og Bologna i Italien.

Sidste år blev han præsenteret som træner i Elfsborg. Han har siden været en del af ledelsen i klubben, selvom sygdommen tvang ham til at lede holdet fra en rullestol.

I midten af oktober kunne han ikke længere passe sit job i Elfsborg. Og tidligt onsdag morgen kunne hans krop ikke længere.

- Det er utroligt tragisk. Det føles forfærdeligt. Sådan et fint menneske...Det er hårdt, at han bliver taget væk herfra, siger Elfsborg-midtbanespilleren Andreas Klarström, som tidligere spillede i Esbjerg, til aftonbladet.se.

- Han var først og fremmest en fantastisk menneske. En kæmpe, en inspirator, som var enormt motiverende. Men først og fremmest var han et utroligt fint menneske, siger Klarström om sin tidligere træner.

Elfsborg holder en mindehøjtidelighed for Klas Ingesson på hjemmebanen Borås Arena onsdag kl. 1200.