KØB PLUS!

Kæmpe Laudrup-triumf: Slog Chelsea 2-0

Michael Laudrups Swansea City vandt højst overraskende den første semifinale i Capital One Cup med 2-0 ude over Chelsea.

Michael Laudrup og hans walisiske svaner fortsætter deres flyvende færd mod Liga Cup-finalen.

Efter en herorisk indsats lykkedes det Swansea at snuppe endnu en af de store skalpe, da de på udebane besejrede Chelsea med 2-0 og tog et kraftfuldt afsæt inden returkampen hjemme i Wales om to uger.

Dermed lykkedes det for fjerde gang i denne sæson Michael Laudrups hold at vinde en udekamp i London, og efter udesejre over både Arsenal og Liverpool samt uafgjort mod Manchester United har Swansea efterhånden bevist, at de kan spille op med de allerstørste hold i England.

Michael Laudrup ønsker som bekendt at spille et både offensivt og boldbesiddende pasningsspil, men mod Chelsea var det nogle helt andre faktorer, der blev afgørende for det flotte resultat. Først og fremmest var det en storartet indsats af målmand Gerhard Tremmel kombineret med en ufattelig uskarphed hos især Juan Mata og Fernando Torres, der betød, at ingen af hjemmeholdets 15 afslutninger før pausen resulterede i scoringer.

Langskud, tværpasninger, skud tæt under mål og hovedstød gik enten over, forbi eller blev pareret af den storspillende tysker i målet, der blev hjulpet af et hårdt kæmpende Swansea-forsvar, der som i resten af sæsonen viste en imponerede opofrelse.

I stedet for at være bagud med en håndfuld mål holdt Swansea nullet, og i det 39. minut viste topscorer Michu den skarphed, ingen af hans langt mere velbetalte modspillere besad. Chelsea-keeper Ross Turnbull lagde bolden kort ud i fødderne på Branislav Ivanovic, der totalt missede tæmningen, hvorpå Jonathan de Guzman kunne spille Michu, som med en flot kurvet afslutning fra kanten af feltet bragte Swansea på 1-0.

Semifinalen på Stamford Bridge var Swanseas første i Liga Cup’en nogensinde, og den første semifinale i det hele taget, siden klubben tabte til Preston i FA Cup’en i 1964 - samme år som Michael Laudrup blev født.

Her 48 år senere stod den danske manager så på sidelinjen og kunne nervøst følge en 2. halvleg, hvor Chelseas pres mod Swansea fortsatte og intensiveredes i en grad, der fik det til at ligne et spørgsmål om tid, før Chelseas ville udligne.

Med 65 procent af boldbesiddelsen var det blåklædte hjemmehold i næsten konstant kontrol over kampen og forsøgte til stadighed at komme igennem Swansea-forsvaret uden at have held med at få bolden over stregen.

Derimod gentog Swansea sidst i 2. halvleg bedriften fra før pausen, og igen var det Ivanovic, der dummede sig. Hans alt for korte tilbagelægning gav indskiftede Danny Graham en friløber, som han effektivt udnyttede til at gøre det til 2-0, der var præcis så godt et resultat, som Laudrup havde ønsket sig før kampen.

- Det er meget vigtigt for os at få et godt resultat med hjem fra den første kamp, så vi får muligheden for at spille os i finalen foran vores egne fans. Det ville være fremragende, sagde Michael Laudrup - og fansene er næppe uenige.

De har nu et godt argument for at tro på en finaleplads, inden semifinale-returen hjemme på Liberty Stadium 23. januar.

Læs også: