Juventus vandt 2-0 ude over FC Porto, som blev reduceret til 10 mand efter 27 minutter.

Juventus sikrede sig onsdag et nærmest perfekt udgangspunkt for videre avancement i Champions League med en 2-0-sejr ude over FC Porto i de to klubbers første opgør i ottendedelsfinalerne.

Serie A's suveræne tophold havde kampen under kontrol fra start til slut og satte trumf på i to dramatiske perioder à to minutter.

På Estadio do Dragao fik Juventus foræret en plads i førersædet, da værternes Alex Telles to gange inden for få minutter pådrog sig gult kort. Allerede efter 27 minutter var det derfor farvel og tak.

Udvisningen gav Juventus et naturligt overtag mod portugiserne, som var med til at ekspedere FC København ud af gruppespillet uden at vise spil af absolut topklasse.

Juventus dominerede da også onsdagens kamp uden for alvor at være presset, og i første halvlegs tillægstid havde Paulo Dybala et drøn på stolpen.

Efter pausen var billedet udtalt, at Porto forsvarede sig, og Juventus angreb med mange mand.

Midt i anden halvleg fandt Gonzalo Higuain plads og skruede bolden mod fjerneste hjørne, men igen var marginalerne og den afgørende skarphed ikke med det italienske mesterhold.

Den kom efter 72 minutter, da Dybala forsøgte en aflevering ind i feltet, og bolden via en Porto-fod havnede hos indskiftede Marko Pjaca, som konsekvent klappede den ind.

Blot to minutter senere kom ligeledes indskiftede Dani Alves i fokus, da han tæmmede en bold i feltet med brystet og drejede den ind til 2-0.

Først efter 84 minutter fik Porto et hjørnespark.

De to hold spiller returopgør i Torino 14. marts.

I Serie A har Juventus vundet samtlige af sæsonens hidtil 13 hjemmekampe.

/ritzau/