Juve-træner roser FCN

Antonio Conte griner af dem, der mener, at FCN ikke hører hjemme i Champions League

FC Nordsjælland tabte sidste onsdag med solide 4-0 i Champions League-sammenhæng til Juventus. Alligevel er der italiensk ros til de danske mestre.

Juventus' cheftræner Antonio Conte chattede mandag eftermiddag klubbens fans og blev blandt andet spurgt til de danske modstanderne i mesterholds-turneringen.

- Jeg kom til at grine, da jeg læste et sted, at FC Nordsjælland hørte hjemme i Serie C. De er et fremragende hold, der fortjener at være med i Champions League, lyder det fra Antonio Conte.

- Vi havde mange chancer i København, men det uafgjorte resultat var helt fair, siger han om 1-1 kampen i Parken tidligere i turneringen.

Antonio Conte er karantæneramt og må ikke sidde på klubbens trænerbænk til kampene. En straf der udløber til december. Indtil da klarer han abstinenser på en møbelmæssig alternativ måde, afslører han.

- Om jeg savner min plads på bænken? Min kone har fået fremstillet en trænerbænk til mig, der står hjemme i stuen, som jeg sidder på, når jeg ser fodbold i tv.

Læs også: