De italienske mestre slog Celtic i svær kamp i Glasgow og er så godt som i kvartfinalen

"Løvens Hule".

Sådan beskrev Barcelonas midtbanestrateg Xavi sin oplevelse af Celtic Park i Glasgow.

Barcelona kom fra Glasgow med et af sine sjældne nederlag, da stjerneholdet tabte 1-2 i gruppespillet i Champions League i november, og derfor var der stor tro på, at Celtic kunne skabe et nyt mirakel i aftes.

60.000 højtråbende skotter forsøgte også at skræmme Juventus ud af banen i samtlige 90 minutter, men denne gang var det forgæves.

Juventus sikrede sig en vigtig skalp og et afgørende forspring i den første af to kampe mod Celtic i Champions League ottendedelsfinalen med en fornem 3-0 sejr.

På papiret en stensikker sejr til italienerne, men cifrene lyver lidt.

For Celtic havde bolden mest, og pressede hårdt på for at udligne det hurtige føringsmål, Juventus fik via angriberen Matri.

Celtic pressede i resten af kampen på for at passere den italienske landsholdskeeper Gianluigi Buffon, men han havde lavet aftaler med stolperne, og bedst som skotterne var tæt på at komme på 1-1, så slog Juventus til kort før tid med en smuk scoring af Claudio Marchisio.

Derefter ramlede det helt for skotske Celtic, der tillod Juventus-offensiven at vade igennem forsvaret i slutminutterne, og Mirko Vucinic’ scoring til 3-0 afgjorde reelt begge opgør mellem klubberne.

Hjemme i Torino ligner det nu absolut kun en formsag at ekspedere Celtic helt ud af turneringen og i stedet holde fokus på videre europæisk succes.

For Juventus-træner Antonio Conte fortjener al mulig ros for et perfekt taktisk oplæg, der i den grad stækkede Celtic.

Lange bolde op til de to frontløbere gav Juventus nogle store muligheder, og derudover har Matri været usædvanligt skarp, siden Nicolas Anelka meldte sin ankomst til klubben og øgede konkurrencen i angrebet.

Juventus har også fået tingene til at glide efter en svær start i det nye år, hvor man kun har vundet tre ud af seks kampe. Men de seneste to kampe mod Chievo og Fiorentina har givet fuldt hus på pointkontoen.

Alligevel fører Torino-mandskabet den italienske liga og ligner bedste bud på et kommende mesterhold. Men det er i høj grad europæisk succes, som den "Gamle Dame" jagter.

Ikke siden 1996 har Juventus stået øverst på skamlen i Champions League, og det har naget de passionerede italienere i høj grad.

 I gruppespillet hvor Juventus blandt andet stødte ind i FC Nordsjælland lignede det dog alt andet end europæisk topniveau, hvor det først var i sidste spillerunde, at italienerne sikrede sig videre adgang.

Men tirsdag aften så man et mandskab i balance og med en stor taktiker på bænken, der har midlerne til at føre Juventus helt frem til Wembley i maj.

Nøglespillere i de forskellige kæder som målmand Gianluigi Buffon, Arturo Vidal og Andrea Pirlo på midten og så angrebsprofilen Vucinic gør Juventus farlige for selv de største hold i Europa. Det viste de mod Celtic, og de kommer de givetvis til at gentage i kvartfinalen uanset modstanderen.

Tirsdag aften tog Juventus et stort skridt mod Wembley.