Liverpool ligger over halvvejs henne i Premier League placeret omkring midten af tabellen, og det kniber med for alvor at realisere de høje ambitioner.

Nu lader det til, at manager Jürgen Klopp har udset sig klubbens flopkøb og problembarn Mario Balotelli til at være en af dem, der skal rette kursen ind mod bedre resultater.

Mario Balotelli, der i efteråret blev sendt til sin gamle klub Milan på en etårig lejeaftale, bliver således rygtet tilbage til Anfield af det italienske medie Tuttomercatoweb, og Jürgen Klopp skulle angiveligt have holdt samtaler med angriberens agent Mino Raiola om allerede at flyve ham hjem til England i dette transfervindue.

Opholdet i Milan, hvor Mario Balotelli tidligere har haft pænt med succes, er da heller ikke gået som forventet, og den 25-årige frontløber har kun fået fire optrædender og scoret et mål.

Derfor kan det meget vel tænkes, at Milan vil se positivt på at slippe for hans løn og sende Balotelli retur til England.

Mario Balotelli blev i 2014 hentet til Liverpool fra netop Milan, men sidste sæson fik han kun scoret et mål i 16 Premier League-kampe, og den daværende manager Brendan Rodgers blev så træt af ham, at italieneren inden skiftet til Milan røg på reserveholdet for at effektuere et skifte.

Nu ser det så ud til, at Jürgen Klopp alligevel ser en fremtid for Mario Balotelli i den røde Liverpool-trøje.