Michael Laudrup er fuld af begejstring over den flotte udesejr over Fulham.

Med en kneben 2-1-sejr over Fulham hentede Michael Laudrup og Swansea en vigtig sejr i Premier League. Det var klubbens tredje kamp på bare seks dage.

 - Vi havde ændret på mange pladser, men jeg ville have friske folk ind. Det var en svær kamp, hvor første halvleg var ok, men i anden kom vi under stort pres, men vi vandt kampen, og det var en skøn kamp at vinde. Vi spillede ikke godt, men vi fightede, og så vandt vi en udekamp. Det er fantastisk, siger Michael Laudrup til Sky Sports.

Med lørdagens sejr har Swansea hentet 28 point i de første tyve kampe af sæsonen, hvilket må siges at være langt over forventet.

- Det var slutningen på året og starten på anden halvdel af sæsonen. Så er det dejligt at starte med en sejr, og det betyder også, at vi nu er oppe på fire sejre på udebane. Det er virkelig godt, siger Laudrup, der til dagens kamp måtte undvære topscoreren Michu.

- Han er vores topscorer, og jeg håber selvfølgelig at have ham klar til alle vores kampe, men vi fik vist, at vi kan score uden Michu på holdet. Det er vigtigt for os, siger en glad Michael Laudrup.

Hans kollega i Fulham havde omvendt masser at ærgre sig over.

Vi gjorde alt efter planen. Vi pressede dem, og spillede vel vores bedste kamp i lang tid, selvom vi tabte. Det var os, der gav dem de to mål. De må tage hjem og være meget tilfredse med sejren, siger Fulham-manager Martin Jol til Sky Sports.