Aston Villas danske forsvarsspiller, Jores Okore, tror på, at klubben kan undgå nedrykning fra Premier League.

Aston Villa er den absolutte bundprop i Premier League, men tirsdag lykkedes det endelig klubben at få tre point hjemme mod Crystal Palace. Det var klubbens første hjemmesejr i otte måneder og blot den anden sejr i denne sæson. Det får Jores Okore til at tro på, at det kan lykkedes at undgå nedrykning i sæsonens resterende kampe.

»Vi tror alle, vi kan gøre det. Vi ville ikke være her ellers. Imod Palace (Crystal Palace, red.) viste vi, at vi kan arbejde hårdt, og vi har en tro på, at vi kan få et godt forløb nu med to store kampe rundt om hjørnet. Hvis vi får noget imod de to hold, ser alt muligt ud,« siger Jores Okore til The Guardian.

De to kampe, som danskeren henviser til, er mod Kasper Schmeichels Leicester City og West Bromwich. Og netop Kasper Schmeichel og Co. i Leicester er Jores Okores store inspirationskilde i nedrykningskampen. Holdet formåede i sidste sæson at vinde syv af de sidste ni kampe i sæsonen og reddede sin eksistens i Premier League på magisk vis. I denne sæson er Leicester iøvrigt på en delt førsteplads i den bedste engelske række. Jores Okore tror på, at Aston Villa kan præstere lignende i sæsonens resterende kampe:

»De klarede det virkelig flot sidste år. Hvis de kan gøre det, er vi nødt til at tro på, vi kan gøre det samme,« siger han til The Guardian.

Birmingham-klubben fyrede i november Tim Sherwood som manager og erstattede ham med franskmanden Remi Garde. Det har betydet ændringer i spillestilen, men Jores Okore mener, at spillerne nu er mere vant til spillestilen og den ny manager og at afkastet af det, er det, man ser på banen i øjeblikket.