Jores Okore har ikke spillet en hel kamp af betydning i mere end et år. Alligevel står Aston Villa-reserven med gode kort på hånden for at starte inde mod Albanien lørdag aften.

Hvis Daniel Agger og Simon Kjær må melde fra på grund af skader, ligner det, at Morten Olsen satser på duoen Andreas Bjelland og Jores Okore.

Det til trods for, at Nantes-spilleren Kian Hansen blev udtaget før Jores Okore, men det synes oplagt, at makkerparret Bjelland/Okore bliver valgt på grund af deres fælles fortid i FC Nordsjælland.

Og selv om Jores Okore erkender, at han mangler de sidste procenter, som kamptræning giver, kan Olsen stole på ham.

- Selvfølgelig er det ikke helt det samme at træne som at spille kamp, men med selvdisciplin kan man holde sig skarp. Jeg tror ikke, det kommer til at have nogen særlig stor indflydelse, selv om jeg mangler de sidste procenter. Jeg føler mig klar, siger han og forklarer om udsigten til igen at stå last og brast med Bjelland.

- Vores kendskab til hinanden er stort, og det er ikke noget, man bare mister, selv om man er væk fra hinanden. Vi kender hinanden rigtig godt og snakker med hinanden til hverdag.

Det er et spørgsmål om de berømte mekanismer.

- Jeg kender hans styrker, og han har ikke ændret sig specielt meget, siden vi spillede sammen i Nordsjælland. Vi ved, hvor den anden er på banen, og ved, hvornår vi skal dække af for hinanden, forklarer Okore.

Jores Okore pådrog sig sidste år en skade og mistede sin plads på Aston Villas førstehold. Han har siden hen primært spillet reserveholdskampe, U21 og fire minutters indhop i landskampen mod Armenien.