Jon Dahl Tomasson bliver træner for Æresdivisions-klub

Danmark sukker efter danske trænere, som slår igennem i udlandet, og nu lader det til, at Jon Dahl Tomasson er på vej til at gøre det.

I hvert fald tager danskeren et skridt op, når han begynder som cheftræner i Roda JC. Æresdivisionsklubben har torsdag middag offentliggjort, at den har ansat Jon Dahl Tomasson som cheftræner.

Den hollandske klub, som ligger lige over nedrykningsstregen i den bedste hollandske række, oplyser, at den 37-årige dansker er ansat på en kontrakt som begynder omgående og udløber sommeren 2017.

- Jeg tror, vi har truffet det helt rigtige valg ved at tilknytte Jon Dahl Tomasson. Det er en ung træner med en stor erfaring som professionel fodboldspiller. Han er talentfuld, lidenskabelig og entusiastisk som træner, og det tror vi, passer perfekt til den profil, som vi har skitseret, siger teknisk direktør i Roda, Leon Vlemmings, til holdets website.

Roda JC har tidligere været blandt boblerne til en topplacering i Æresdivisionen, men kæmper nu i stedet for i bunden af rækken. Tidligere på måneden blev træner Ruud Brood fyret, og derfor har klubben været på jagt efter en ny træner.

Det er ikke mere end et halvt år siden, at den tidligere landsholdsbomber blev ansat som cheftræner i Excelsior, der ligger i den anden bedste række i Holland. Nu tager han skridtet op til den bedste hollandske række.