Man fornærmer næppe nogen ved at sige, at Jon Dahl Tomasson som spiller ikke havde samme åbenlyse talent som Michael Laudrup, Preben Elkjær og Frank Arnesen. Alligevel skabte Køge-drengen sig en karriere, kun de færreste i dansk fodboldhistorie kan matche. Det handlede om dedikation, arbejdsflid, en konstant jagt på at optimere sig kombineret med en høj spilintelligens og evnen til at finde de rigtige positioner.

Fire år og fire måneder efter karrierestoppet i 2011 er det fortsat disse egenskaber, der er kerneingredienserne i Jon Dahl Tomassons professionelle liv. Som aktiv var Jon Dahl Tomasson en mester i at LAVE mål, nu har han SAT sig et mål.

»Ambitionen er at blive cheftræner. Det er der ingen tvivl om,« siger den tidligere Heerenveen-, Feyenoord- og Milan-bomber i et af sine efterhånden sjældne interviews til danske medier.

Siden sommer har Jon Dahl Tomasson bestridt jobbet som assistenttræner for Vitesse Arnhem, der hører til i subtoppen i den hollandske Æresdivision.

Bilen startes hver morgen klokken 6.30 i Rotterdam og sætter først kursen hjemad et sted mellem klokken 17 og 19 om aftenen. Lange dage, men ligegyldigt for en mand, der i hele sin professionelle karriere har investeret alt i jagten på målet, og som bakkes op af en familie, der støtter hans projekt. Blandt andet det, der gjorde ham til en naturlig anfører på både landshold og klubhold.

»Trænerarbejde koster generelt meget tid, men det er ikke noget problem. Det nyder jeg,« lyder det fra dansk landsholdsfodbolds mest scorende spiller, der i landskampspausen har indvilget i at gøre status på sin foreløbige trænerkarriere. Det begyndte med en rolle som assistent for Feyenoord-satellitklubben, Excelsior, hvor han senere blev forfremmet til cheftræner, inden han blev købt fri til cheftrænerjobbet i Æresdivisionsklubben Roda, hvor han blev offer for en omfattende udrensning, der involverede trænerstab, bestyrelse og direktion.

Tog chancen
For Jon Dahl Tomasson et hak i tuden, men også en vigtig erfaring i trænerlivet.

»Jeg tog en chance og tog af sted fra noget, der var velfungerende (i Excelsior, red.). Jeg vidste, der var en risiko i Roda, men samtidig var der mange muligheder i mine øjne,« fortæller Tomasson, som hurtigt kom sig over ærgrelsen efter fyringen:

»Selvfølgelig var det brandærgerligt, men det havde været anderledes, hvis det kun var mig, der blev fyret.«

Jon Dahl Tomasson var bare 37 år, da han fik ansvaret for Roda i den bedste hollandske liga. En bemærkelsesværdig bedrift i den danske trænerverden, hvor succesraten i udlandet er til at overse. At Jon Dahl Tomasson er et trænertalent, er de ikke i tvivl om i Holland, og - som Tomasson her afslører - heller ikke i Danmark.

»Jeg havde nogle forskellige muligheder i sommer, men valgte så Vitesse.«

Også i Danmark?

»Der har i perioder været noget fra Danmark, men hvornår er der ingen grund til at sige. Der sidder gode kolleger i forskellige job,« lyder det diplomatisk fra den tidligere landsholdsanfører, der for nylig kunne se sit navn blive bragt i spil af Politiken til en post som assistent for Morten Olsens afløser som landstræner.

Særligt hvis DBU-toppen går efter en udenlandsk landstræner, kunne Jon Dahl være det perfekte bindeled med sit indgående kendskab til dansk landsholdsfodbold.

Er det et interessant job for dig lige nu?

»Det er jo bare spekulationer. Det vil jeg ikke forholde mig til.«

Men er det et job, du har lyst til?

»Man kunne også spørge, hvis Real Madrid kom i morgen, om jeg havde lyst til det? Forstå, hvad jeg mener. Der er ingen grund til at gå ind i den dialog.«

Men du er jo på mange måder ’Mr. Landsholdet’, og du har i en ung alder gang i en spirende trænerkarriere. På den måde er det vel logisk at sætte dig i forbindelse med landsholdet. Kunne det være en ambition på sigt?

»Min ambition er at udvikle mig dagligt og blive cheftræner på et tidspunkt. Om det bliver om et år eller to kan jeg ikke vide. Hvis jeg vidste, hvordan verden ser ud i morgen, ville jeg gå på kasino hver dag.«

Helst offensiv fodbold
For Jon Dahl Tomasson handler det om at tage de rigtige valg. Sådan var det som spiller, sådan er det nu som træner. Efter et år som arbejdsløs, hvor han var ude i en række klubber og netværke og ’kigge lidt i køkkenet’, som han formulerer det, skrev han under med Vitesse Arnhem. Undervejs takkede han endda nej til et job som cheftræner.

»Det kunne jeg være blevet i sommer, men jeg valgte Vitesse. Jeg valgte ikke rollen som assistent, men jeg valgte pakken. Vi spiller noget god fodbold med et højt presspil, som jeg gerne vil stå for. Jeg hader at trække mig ned på egen halvdel og kigge fodbold. Det er der nok, der gør. Personligt synes jeg det er forfærdeligt.«

Derfor fortsætter Jon Dahl Tomasson lidt endnu i en rolle som assistent, men det er nok mere et spørgsmål om, ’hvornår’ end ’om’ han atter skal styre sig eget hold. Formentlig i Holland, hvor familien er samlet, måske i Danmark eller - hvem ved - måske en dag det danske landshold.

Imens vil Jon Dahl Tomasson fortsætte med at knokle.

»Man kan ikke planlægge noget i fodboldverdenen. Det eneste, man kan planlægge, er at dygtiggøre sig.«